Skattefri præmie

Hvis du venter med at gå på efterløn, kan du få forskellige fordele. En af fordelene er, at du har mulighed for at optjene skattefri præmie.

Hvis du venter med at gå på efterløn, kan du få forskellige fordele. En af fordelene er, at du har mulighed for at optjene skattefri præmie

Du skal først have et efterlønsbevis. Det sender vi automatisk til dig, når du når din efterlønsalder. Du kan se din efterlønsalder her. Så skal du arbejde indtil, du opfylder en udskydelsesregel.

Reglerne for optjening af skattefri præmie er afhængig af, hvornår du er født. Nedenfor kan du se, hvornår du kan begynde at optjene portioner til den skattefri præmie.

Hvis du er født før 1. januar 1956

Når du har fået dit efterlønsbevis, skal du vente 2 år, og have arbejdet 3.120 timer, inden du begynder at optjene portioner til den skattefri præmie. Herefter optjener du en portion af den skattefri præmie, hver gang du har arbejdet 481 timer.

Hvis du er født i perioden 1. januar 1956 til 30. juni 1956

Når du har fået dit efterlønsbevis, skal du vente 1½ år, og have arbejdet 2340 timer og ikke været gået på efterløn inden du begynder at optjene portioner til den skattefri præmie. Herefter optjener du en portion af den skattefri præmie, hver gang du har arbejdet 481 timer. Går du på efterløn efter de 1½ år, men inden 2 år fra den dag, hvor du har fået dit efterlønsbevis, stopper din optjening af skattefri præmie.

Hvis du er født i perioden 1. juli 1956 til 31. december 1958

Når du har fået dit efterlønsbevis, skal du vente 1 år, og du skal have arbejdet 1.560 timer og ikke været gået på efterløn, inden du begynder at optjene portioner til den skattefri præmie. Herefter optjener du en portion af den skattefri præmie, hver gang du har arbejdet 481 timer. Går du på efterløn efter 1 år, men inden 2 år fra den dag, hvor du har fået dit efterlønsbevis, stopper din optjening af skattefri præmie.

Hvis du er født i perioden 1. januar til 30. juni 1959

Når du har fået dit efterlønsbevis, skal du vente ½ år, og have arbejdet 780 timer og ikke været gået på efterløn, inden du begynder at optjene portioner til den skattefri præmie. Herefter optjener du en portion af den skattefri præmie, hver gang du har arbejdet 481 timer. Går du på efterløn efter ½ år, men inden 2 år fra den dag, hvor du har fået dit efterlønsbevis, stopper din optjening af skattefri præmie.

Hvis du er født 1. juli 1959 eller senere

Når du har fået dit efterlønsbevis, og ikke er gået på efterløn, begynder du at optjene portioner til den skattefri præmie med det samme. Du optjener herefter en portion af den skattefri præmie, hver gang du har arbejdet 481 timer. Går du på efterløn inden 2 år efter den dag du har fået dit efterlønsbevis, stopper din optjening af skattefri præmie.

Så meget optjener du

Hvis du bliver ved med at arbejde, indtil du bliver folkepensionist, kan du optjene op til 12 portioner til den skattefri præmie. Hver portion udgør 13.933 kr. for fuldtidsforsikrede i 2022.

Bemærk, at selvoptjent og afholdt ferie mens du er på efterløn, også betragtes som arbejde.

Den skattefri præmie bliver beregnet, når du er blevet folkepensionist

Når du er blevet folkepensionist, beregner vi, hvor mange portioner, du har optjent, og vi udbetaler til din NemKonto.

Vi beregner din skattefri præmie, så snart vi har fået de sidste oplysninger om dine løntimer fra din arbejdsgiver. Det er midt i den måned, du er gået på folkepension.

Hvis vi mangler oplysninger fra dig, kontakter vi dig.

Har du spørgsmål
Reglerne kan være komplicerede. Så hvis der er noget, du er i tvivl om vedrørende skattefri præmie, kan du kontakte os, for nærmere information.