Nyhed

Rejselystne Maria har arbejdet i 5 lande under sin EUX-uddannelse som konditor

20-årige Maria Nørskov Højer benyttede sine praktikperioder under uddannelsen som EUX-konditor til at rejse og opleve verden. Men hun oplevede også udfordringerne ved at være en af de første på en ny uddannelse, og hun har kæmpet en kamp for bedre vilkår hos både skolen, Det Faglige Fællesudvalg og Undervisningsministeriet.

Drømmen om et arbejde med sirlige kager og spejlblank glace startede for Maria Nørskov Højer, da hun så et familiemedlem vinde verdensmesterskabet i sukkerskulpturer. Og som Marias vej gennem uddannelsessystemet viser, så går hun efter dét, hun vil.

Lige efter 9. klasse traf den 15-årige Maria et valg om, at hun ville forsøge at blive EUX-konditor.Hun var usikker på, om hun ville være konditor hele livet, så muligheden for en gymnasial uddannelse samtidig virkede tillokkende.

 - Det påvirkede mig også, at alle mine venner valgte en gymnasial uddannelse, og hvis jeg først skulle tage den gymnasiale og bagefter blive konditor, ville jeg få mange flere år på skolebænken end nu, hvor det blev slået sammen, fortæller hun.

Da Maria researchede på uddannelser, fandt hun hurtigt ud af, at hun med EUX-konditoren kunne komme ud og opleve verden. I alle praktikperioderne har Maria derfor været udenlands og arbejdet i blandt andet Budapest, London, Slovenien og på Island.

 - I Budapest arbejdede jeg en del med fransk og nytænkende konditori, og jeg lærte en masse teknikker som at glace og temperere chokolade. Det har været sjovt at opleve, hvor forskellige kage-kulturer, der er rundt omkring i verden, siger hun.

Rejserne fungerede som ventil fra en hård skoletid

For Maria var det at rejse væk en enestående chance for at udfordre sig selv, og hun mener, det er et rigtig godt tidspunkt i livet at få de oplevelser. Men rejserne fungerede også som en ventil for Maria, fot skoleforløbet i Danmark var ofte hårdt arbejde.

Maria er fra Herning og startede op på EUX-konditoren i Holstebro, hvor kun hende og én anden studerende fik en læreplads med EUX-konditoruddannelsen.

Efter to år på grundforløbet i Holstebro, blev de overflyttet til ZBC Ringsted, da UddannelsesCenteret i Holstebro fik frataget retten til at køre konditoruddannelsen længere end til 2. hovedforløb.

Men her skulle det vise sig, at der var problemer med selve tilrettelæggelsen af uddannelsen, som både skulle rumme den praktiske konditor-del og den boglige EUX-del.

 - Da vi startede i Ringsted var vi på hold med dem, der tager den almindelige konditoruddannelse i to måneder, men da vi så kom ind og skulle fortsætte i EUX-klassen, var de to måneder foran os, så vi skulle kæmpe for at indhente dem, og det krævede meget at indhente to måneders undervisning, siger hun.

Maria kæmpede for højere kvalitet på uddannelsen

Maria holdt mange møder med ledelsen, som ofte forstod hendes beklagelser, men helt godt nok blev det aldrig, mener Maria. Hende og den anden studerende blev eksempelvis sat til at selvstudere kemi på b-niveau og læse matematik på c-niveau til a-niveau på blot 5 måneder, og det tog hårdt på dem.

Maria var derfor flere gange i forløbet i kontakt med Fødevareforbundet NNF og sågar undervisningsministeriet.

 - Jeg gjorde det, fordi jeg forlangte at få en hel uddannelse - ikke en halv af hver! Jeg følte mig overset og til grin, fordi de ikke gav os den undervisning, vi havde behov for, siger hun. 

Marias indsats igennem uddannelsen gav også pote, og der kom opmærksomhed på uddannelsernes forløb fra flere fagforeninger og fra Christiansborg.

 - Jeg synes, jeg har bevæget mig rundt og talt med rigtig mange aktører for at højne kvaliteten af uddannelsen, og den har også fået bevilget flere penge nu, siger hun.

Fortryder ikke sit valg

Selvom Maria har mødt hårde udfordringer undervejs, så fortryder hun ikke sit valg af uddannelse. Hun synes, den unikke mulighed for de mange rejser og løn under praktikperioderne har været et kæmpe gode, og så håber hun, at hendes kamp for en bedre tilrettelagt uddannelse vil resultere i en bedre uddannelse for de næste EUX-konditorer.

Maria kan stadig møde mennesker, som undrer sig over hendes valg af uddannelse, og som tror, at hun gjorde det, fordi det skulle være nemmere med den praktiske del.

Det er langt fra sandheden, og i dag generer det ikke Maria, men i starten skulle hun overvinde sine egne fordomme over for faglige og praktiske fag.

 - Jeg har selv været en af dem, der har set stereotypt på de faglige uddannelser, men den del er væk nu. I dag har jeg det bedste fra begge verdener, og det er fedt at vide, at hvis jeg på et tidspunkt kommer til skade og ikke kan eller vil arbejde som konditor, så kan jeg gå en masse andre veje, siger hun. 

Fra næste år er det Marias plan at læse videre til fødevare-og procesteknolog, og hun håber at kunne fortsætte eventyrene ud i verden med et semester i Australien.