Nyhed

Jobcenter diskriminerer udlændinge

Jobcenter Struer lever ikke op til sine forpligtigelser over for de ledige, udenlandske slagteriarbejdere fra Jutland Meat, mener afdelingsformand Steen Hartmann, Fødevareforbundet NNF Midtvestjylland

Jobcenter Struer lever ikke op til sine forpligtigelser over for de ledige, udenlandske slagteriarbejdere fra Jutland Meat, mener afdelingsformand Steen Hartmann, Fødevareforbundet NNF Midtvestjylland

Af Claus Gjedsig, foto Søren Zeuth.

Afdelingsformand Steen Hartmann, Fødevareforbundet NNF Midtvestjylland, langer i dag kraftigt ud efter Jobcenter Struer, som han mener, diskriminerer de udenlandske slagteriarbejdere, der blev ledige efter Jutland Meats konkurs i februar.

Steen Hartmann mener, at de udenlandske slagteriarbejdere ikke får den hjælp og vejledning, som de ifølge loven har krav på.

– Da Jutland Meat gik konkurs, blev der bevilget 1,3 millioner fra Varslingsfonden til opkvalificering af medarbejderne på Jutland Meat. Disse penge gik til Jobcenter Struer og kurserne skulle i gang inden for otte uger.

Forstår ikke engelsk
– Første graverende fejl skete, da Jobcenter Struer indkaldte til et møde i Folkets Hus. Her fik de udenlandske slagteriarbejdere, der fortrinsvis kommer fra Polen, Burma, Rumænien og Tyskland, en orientering på engelsk - et sprog, som mange af dem ikke forstår.

Steen Hartmanns primære kritik går på, at jobcentret gør stor forskel på danske og udenlandske slagteriarbejdere.

– Vi har 215 medlemmer fra Jutland Meat, hvoraf langt over halvdelen er af anden etnisk herkomst. 19 har været gennem kursusforløb, men det er alle danskere. Alle udenlandske slagteriarbejdere har fået nej bl.a. med den begrundelse, at de skal på danskkursus først.

– Og disse kurser betaler staten for, siger afdelingsformanden.

– Men, siger Steen Hartmann, hvis man eksempelvis har brug for et truckcertifikat for at få et arbejde, så har de ikke tid til at sidde og vente på at lære dansk først.

– Desuden har Jobcenter Struer krævet, at udlændingene - for at komme på kursus - skal stille med en arbejdsgivererklæring, så de var sikret arbejde efterfølgende. Dette krav er ikke stillet til de 19 danskere, som har været på kursus.

Fødevareforbundet NNF Midtvestjylland fik bevilget 150.000 kr. af de 1,3 millioner kroner fra Varslingsfonden.

Pengene øremærket
– Men pengene var øremærkede. Jobcenter Struer krævede, at de skulle bruges på danske slagteriarbejdere. Det har jeg sort på hvidt, siger Steen Hartmann, der også retter kritik af det regionale beskæftigelsesråd for at holde sig passiv.

En af slagteriarbejderne, der føler sig dårligt behandlet, er Ianus Jozset. Han er rumæner, gift, har to børn og bor i Struer. Han vil gerne arbejde off shore, og fandt et kursus i Esbjerg, der kunne give ham adgang til arbejde. Men det kostede 16.000 kr., og på jobcentret sagde man nej.

Ianus Jozset taler flydende engelsk og kurset var på engelsk. Alligevel krævede jobcentret, at han skulle på danskkursus.

– Jeg var sikker på et arbejde off shore, så nu forsøger jeg at rejse pengene til kurset selv, siger han.

Af de 215 slagteriarbejdere fra Jutland Meat har 39 fundet andet arbejde. Enten har de søgt selv eller også har de fået hjælp af fagforeningen. Ingen er disse er udlændinge.
19 har været på kurser, men det er alle danskere.

Koordinationsgruppe
– Nogle udlændinge har allerede opgivet at finde nyt arbejde i Danmark, og er rejst hjem. Og jeg har ikke kendskab til, at udlændinge selv har fundet nyt arbejde, siger Steen Hartmann.

Afdelingsleder Søren Landkildehus fra Jobcenter Struer afviser kritikken. Han siger, at man følger loven, men at det skaber meget store problemer, at de fleste udlændinge, der har arbejdet på Jutland Meat, ikke forstår eller kan tale dansk.

– Og det er en krav for at de kan komme på kursus. Derfor har vi nu også indledt et samarbejde med sprogcentret i Holstebro, lige som der er nedsat en koordinationsgruppe, bl.a. med repræsentanter fra Fødevareforbundet NNF, hvor vi på et månedligt møde skal diskutere, hvad der skal gøres fremadrettet.

Steen Hartmann siger, at han var født medlem af koordinationsgruppen, men først blev indkaldt til det første møde, da pressen begyndte at interessere sig for sagen. Det blev holdt i går, torsdag den 11. april.

Søren Landkildehus ønsker ikke at kommentere de enkelte kritikpunkter, men henviser til Struer Jobcenters hjemmeside, hvor man fra i dag kan læse mere om, hvordan pengene fra Varslingsfonden bruges og hvilke krav, man stiller.

Artiklen på hjemmesiden er lagt på i dag efter kritikken fra Steen Hartmann.