Nyhed

Pølsevognen oplever en renæssance – i Sydkorea

Mens antallet af pølsevogne langsomt svinder i Danmark, så har den danske hotdog kronede dage i Sydkorea.

Mens antallet af pølsevogne langsomt svinder i Danmark, så har den danske hotdog kronede dage i Sydkorea.

Af Rasmus Thirup Beck, foto Pele Rink

Du kan få en hotdog med kålsalat, en hotdog med hvidløg, en pølse i ’wrap’ og mange andre variationer. Diverse dressinger sprøjtes på i sirlige mønstre. Og du kan købe en hel hotdogmenu, hvis du er virkelig sulten. Endelig en nytænkning af den klassiske, danske hotdog, tænker du?

Ja, men nytænkningen er sket mere end 7.000 kilometer fra den danske grænse – nærmere bestemt i Sydkorea. Her stiftede en entreprenant, tidligere udvekslingsstudent i Danmark i 1999 ’Steff Korea’. Hans første ’Steff Hotdog’-salgssted blev så stor en succes, at Steff Korea hurtigt kunne udvide.

I dag er der mere end 300 Steff Hotdog’er i Sydkorea, og pølserne til de koreanske fastfoodrestauranter bliver produceret i Svenstrup og Vejle og sendes så af sted sammen med brød og ristede løg.

Avancerede pølsevogne
Direktøren Youn Ha Rhee, der faldt for den danske hotdog, da han helt tilbage i 60’erne studerede i Danmark, har dog også udviklet pølsesalget til at være noget mere avanceret, end de pølsevogne han spiste i dengang.

Steff Hotdog minder således ret meget om en typisk amerikansk fastfood-restaurant. Der er borde, man kan sidde ved, og man kan bestille både gourmetkaffe og flere forskellige slags pomfritter – og en ’Steff Cola Chicken’ – til sin hotdog, der også kommer i forskellige størrelser.

En anden del af hemmeligheden bag Steff Koreas succes er, at sydkoreanere tilsyneladende har en umættelig fastfood-sult. Markedet er vokset med imponerende 20 procent om året i gennemsnit de seneste ti år.

Læs mere om det koreanske hotdog eventyr i det seneste nummer af forbundets medlemsmagasin Substans side 16 + 17