Nyhed

En trist dag!

Massakren på efterlønnen er en skandale. Det viser, at der stadig er noget at kæmpe for, siger forbundsformand Ole Wehlast ovenpå vedtagelsen af tilbagetrækningsreformen.

Af Poul Damgård

 

Den søde juletid 2011 blev så også tiden, hvor et stort flertal i Folketinget tildelte lønmodtagerne en begmand i form af en massakre på efterlønnen.

-Det er en trist dag, siger forbundsformand Ole Wehlast. Han repræsenterer et af de fagforbund, hvor medlemmerne i størst omfang har benyttet muligheden for at lindre overgangen fra et langt arbejdsliv til pensionen med nogle år på efterløn.

-Tilbagetrækningsreformen rammer først og fremmest de mennesker, som har slidt længst og hårdest. Det er skandaløst, siger Ole Wehlast.

 

Arbejd længere!
Efterlønsalderen hæves gradvist, det bliver kun muligt at få efterløn i tre mod nu fem år, og pensioner modregnes så hårdt i efterlønnen, at det reelt ligner en afskaffelse af efterlønnen. Samtidig hæves pensionsalderen gradvist fra 65 til 67 år.

Reformen vedtages af et bredt flertal, fordi Socialdemokraterne og SF må betale det som en del af som en del af prisen for at komme i regering. Den radikale regeringspartner havde nemlig inden valget aftalt forliget om tilbagetrækning med den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti.

-Løbet er kørt i denne omgang, men vi vil blive ved med at kæmpe for, at de negative virkninger bliver mindst mulige for vores medlemmer, siger en harmdirrende Ole Wehlast.

Det udmøntes bl.a. ved, at Fødevareforbundet NNF sammen med fagforbundene FOA og BUPL arbejder videre med en bebudet retssag mod staten for forringelserne af efterlønnen.

Noget at kæmpe for!
Ole Wehlast: - Det er en helt gal balance, at de bedst stillede begunstiges med skattelettelser, mens dem der slider hårdt for lønkronerne, får et hak oveni nøden og besked om at bide tænderne sammen og blive længere på arbejdsmarkedet. Det viser, at der stadig et noget at kæmpe for her i samfundet.