Foto af Christian Ørsted mener, at både ledelser og kolleger ofte begår fejl i forsøget på at hjælpe stressramte.
Nyhed

Når velmente ord gør skade

Når vi forsøger at hjælpe kolleger eller medarbejdere med stress, kan vores velmenende ord have den stik modsatte effekt

Når vi forsøger at hjælpe kolleger eller medarbejdere med stress, kan vores velmenende ord have den stik modsatte effekt

- Du skal være bedre til at passe på dig selv.

Måske har du oplevet at få netop det at vide af en chef eller en kollega. Måske har du selv sagt det til en person, der viste tegn på stress. Ordene er velmente, men ikke desto mindre er netop den sætning noget af det værste, man kan sige til en stresset medarbejder eller kollega.

Det var et af budskaberne fra ledelsesekspert Christian Ørsted, der torsdag holdt et oplæg for de 650 forsamlede ved Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalgs årlige arbejdsmiljøkongres. Faktisk er der mange af de ting, vi gør for at hjælpe stressede medarbejdere og kolleger, der har den modsatte effekt, mener Christian Ørsted.

- Når en chef siger, 'du skal være bedre til at passe på dig selv', så siger han samtidig: 'Du skal selv løse problemet, siger Christian Ørsted.

Det samme gælder sætningen: 'Du skal lære at sige fra'. Eller: 'Du må blive bedre til at prioritere'.

- Stressede mennesker får ofte at vide, at de skal prioritere deres opgaver, men hvis man er presset, har man så overblikket til lave den rigtige prioritering? spørger Christian Ørsted.

Svaret er nej. En stresset medarbejder skal have hjælp til at sortere i arbejdsopgaverne fra en person med indsigt i arbejdet, siger Christian Ørsted.

Han påpeger, at 1400 danskere i 2016 døde af arbejdsrelateret stress, men at vi stadig ikke tager problemet alvorligt nok.

Opgaver og ansvar skal følges

Cristian Ørsted har for nylig udgivet bogen 'Livsfarlig ledelse', der handler om, hvordan man sikrer et godt psykiske arbejdsmiljø, hvilket er en forudsætning for at drive en god forretning.

Stress opstår, siger han, når man føler et stort ansvar for at få løst nogle opgaver, men man ikke har muligheden for at løse dem tilfredsstillende.

- Stressen øges, hvis det ikke er forudsigeligt, hvilke krav vi er underlagt, siger han.

Der er altså ikke det antal timer, vi arbejder, der afgørende, for der er ingen sammenhæng mellem, hvor mange timer man tilbringer på arbejdspladsen og den mentale belastning, man er udsat for, siger Christian Ørsted. Derfor nytter det ikke altid, når man for at hjælpe mennesker med begyndende stress sender dem hjem eller på nedsat tid. Nogle gange er resultatet, at personen føler sig hægtet endnu mere af.

- Jeg siger ikke, at det aldrig kan være godt at sætte folk ned i tid, men det er vigtigere at se på, om det virker og reducerer den mentale belastning, som stressen stammer fra, siger han.

Vejen til et godt psykisk arbejdsmiljø er, at vi kender vores opgaver og føler, at vi lykkes med dem.

 

Mejeriernes Arbejdsmiljøkonference 2017

  • Det er niende gang, at Mejeriindustriens Arbejdsmiljøudvalg (MIA) afholder arbejdsmiljøkonference, og antallet af deltagere er steget hvert eneste år siden starten i 2008.
  • Den 23. november 2017 var 650 repræsentanter fra mejeribranchen - arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsfolk, ledere med flere - samlet i Herning Kongrescenter for at diskutere arbejdsmiljø. Det svarer til mellem otte og ti procent af hele branchen.