Foto af En af de mange jJbpatruljeaktivister, er på virksomhedsbesøg for at tjekke arbejdsforholdene for de unge
Nyhed

Unge snydes for pauser, kontrakter og sygeløn hos bagere og konditorer

Nye tal viser, at unge fritidsjobbere der arbejder hos bagere og konditorer ofte bliver snydt for pauser og løn under sygdom. Og så kniber det gevaldigt med at få en ansættelseskontrakt

Unge fritidsjobbere, der arbejder hos bagere og konditorer bliver ofte snydt for pauser og løn under sygdom. Og så kniber det gevaldigt med at få en ansættelseskontrakt. Det viser tal fra Jobpatruljens besøg hos mere end 9.000 virksomheder

Er du syg, så skal du selv lige finde en afløser, og der er altså ingen løn til dig, hvis du ligger syg med influenza.

Den besked får mange unge der har et fritidsjob hos en bager eller konditor.

Det viser tal fra Jobpatruljen, som har interviewet knap 3.000 unge fritidsjobbere over sommeren.

Så mange skal selv finde en afløser ved sygdom

 

Alle kan blive ramt af influenza og melde sig syg på jobbet.

Men for 25 procent af de unge fritidsjobbere hos bagere og konditorer er det ikke altid helt nemt, at lægge sig syg.

De skal nemlig selv finde en afløser, selvom arbejdsgiveren slet ikke kan kræve det.

- Det er altså en ledelsesopgave at sørge for planlægning af arbejdet, også hvis en medarbejder bliver syg. Hvis arbejdsgiverne er klar til opgive ledelsesretten, så skal vi gerne tage over, men indtil da, så må de leve op til deres ansvar, særligt overfor unge, som ikke har meget erfaring på arbejdsmarkedet, siger Flemming Mogensen, forbundssekretær for butiksområdet i Fødevareforbundet NNF.

Så mange får ikke løn under sygdom

 

Hvis det faktisk lykkes de unge at finde en afløser, så får over halvdelen ikke løn under sygdom, selvom de er berettiget til det.

Unge der er omfattet af funktionærloven, har ret til fuld løn und sygdom.

For at være omfattet af funktionærloven skal man arbejde i mere end otte timer om ugen i gennemsnit, og arbejder du i eksempelvis en butik, på lager med kundekontakt eller kontor, får du fuld løn under sygdom.

Er man som fritidsjobber ikke omfattet af funktionærloven, kan man stadig have ret til løn under sygdom/sygedagpenge, hvis:

  • Man har været ansat i mindst 8 uger
  • Man har arbejdet mindst 74 timer i alt inden for de seneste 8 uger

Så mange mangler en ansættelseskontrakt

 

Er du ung og arbejder i et supermarked, så har langt de fleste en ansættelseskontrakt, men det kniber gevaldigt for de unge der langer brød og kager over disken hos bagere og konditorer.

Knap hver tredje, 30 procent, har nemlig slet ingen ansættelseskontrakt.

Man skal have været ansat i mere end en måned og arbejde over otte timer om ugen, for at have krav på en ansættelseskontrakt.

- Det overrasker mig, at så mange arbejdsgivere ikke har styr på helt simple og centrale regler. En ansættelseskontrakt er helt afgørende, når en medarbejder og arbejdsgiver bliver enige om en ansættelse, siger Flemming Mogensen.

Så mange mangler deres pauser

 

Er man under 18 år, har man ret til 30 minutters pause efter 4,5 timers arbejde.

Over halvdelen af de unge der arbejder hos en bager eller konditor har svaret Jobpatruljen, at de ikke får pauserne efter 4,5 times arbejde.

Arbejdsgiver: Vi skal overholde reglerne

Hos Bager- og Konditormestre i Danmark (BKD) ærgrer man sig over de kedelige tal.

- Der er ingen tvivl om, at reglerne selvfølgelig skal overholdes, uanset om man er ungarbejder eller voksen, siger Hardy Christensen, formand for Bager- og Konditormestre i Danmark.

Men det er ikke alle regler for unge under 18 år, som han er lige tilfreds med.

- Når de unge højest må arbejde to timer på en skoledag, så er det svært at få det til at hænge sammen, hvis arbejdspladsen ligger i et tyndt befolket område, hvor der er langt mellem arbejde og hjem, siger Hardy Christensen.

Her kan du finde Jobpatruljens evalueringsrapport for 2015, og finde flere detaljer om fritidsjobbernes arbejdsvilkår