Foto af Genrebillede
Nyhed

Hvor fysisk hårdt er dit job?

En ny undersøgelse rangerer jobgrupper efter, hvor hårde de fysiske krav er. Se hvor medlemmerne af Fødevareforbundet NNF ligger i forhold til andre faggrupper.
Holsted Pakkeri Genre
Holsted Pakkeri Genre

Fødevarearbejderne har nogle af de hårdeste job, der findes herhjemme. Det bekræfter en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Undersøgelsen placerer nærings- og nydelsesmiddelindustrimedarbejdere på en femteplads på listen over de fysisk hårdeste job. Bagere og -slagtere ligger på sjettepladsen (se hele listen nederst i artiklen).

- Det bekræfter endnu en gang, at der er meget stor forskel på, hvor hårde vores arbejdsliv er, og der er ingen tvivl om, at vores medlemmer har nogle af de allerhårdeste job, siger forbundsformand Ole Wehlast.

Han mener, at undersøgelsen understreger vigtigheden af forbundets arbejde med at presse på for en løsning, så de mest nedslidningstruede kan forlade arbejdsmarkedet tidligere.

Der er ingen tvivl om, at vores medlemmer har nogle af de allerhårdeste job.
- Forbundsformand Ole Wehlast

- Det viser, at det er helt på sin plads, at et flertal i folketinget har vedtaget retten til tidlig pension. Grupperne i toppen af denne liste har været på arbejdsmarkedet længst og også haft de hårdeste job. De kan nu forlade arbejdsmarkedet med værdighed, siger han.

Nogle har endnu hårdere arbejde

Selvom Fødevareforbundet NNF’s medlemmer ligger højt på listen, havde nogle af dem sandsynligvis ligget endnu højere, hvis den havde være mere detaljeret. For at begrænse antallet af grupper i opgørelsen, har man slået flere jobgrupper sammen.

Det betyder, at meget hårde fysiske job som arbejde på svine- eller kreaturslagteri er placeret i gruppen ’nærings- og nydelsesmiddel-industrimedarbejdere’ sammen med mindre fysisk krævende jobfunktioner som arbejde på fjerkræslagterier. Også mejeristerne hører til denne kategori sammen med tobaksarbejdere.

Det viser, at det er helt på sin plads, at et flertal i folketinget har vedtaget retten til tidlig pension.
- Forbundsformand Ole Wehlast

Gruppen ’bagere og slagtere’ inkluderer udelukkende bagere og slagtere i detailhandlen og ikke slagterindustri.

For at kunne rangere jobgrupperne kigger undersøgelsen på, i hvor høj grad man i sit job oplever en række fysiske belastninger, der slider på kroppen. Det drejer sig om gående og stående arbejde, vrid i ryggen, arbejde med armene over skulderhøjde, gentagent armarbejde, hugsiddende eller knæliggende arbejde, skub og træk samt løft og bæring.

Der ligger et stort arbejde i at begrænse denne typisk arbejde, så færre bliver nedslidt, siger forbundsformanden.

- Forbedring af det fysiske arbejdsmiljø har høj prioritet i forbundet, og det er noget, som vi vil have endnu mere fokus på i de kommende år, siger Ole Wehlast.

opgørelse over de fysiske hårdeste jobfunktioner.