Nyhed

Vi har brug for en kampdag

Forbundsformand for Fødevareforbundet NNF minder i dag danskerne om, hvem der i bund og grund er ansvarlig for forringelserne af vores velfærd

Af Emilia Maria van Gilse

-Borgerlige vinde blæser hen over Danmark! Og det virker som om, at der kun er ganske få, der melder sig ind i kampen for at stoppe den systematiske nedbrydning af velfærdssamfundet, som blev startet under den borgerlige regering.

Forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast slår på arbejdernes internationale kampdag fast, hvem der bærer ansvaret for, at velfærden i Danmark er under angreb. For selvom vælgerne i stort antal vender Socialdemokraterne ryggen, så er det ikke Helle Thorning-Schmidt og hendes ministre, der er ophavsmænd til velfærdsforringelserne:

-Kortere dagpengeperiode og afskaffelse af efterlønnen er opfundet af Lars Løkke Rasmussen og kompagni. De stolede blindt på nogle regneark, der senere har vist sig at være fulde af fejl. Deres regnefejl har kostet vores samfund dyrt. Misforstå mig ikke – alle laver nogle gange fejl. Det bliver først alvorligt, når man ikke vil indrømme det bagefter. Og rigtig slemt bliver det først, når man ikke engang vil forsøge at rette op på sine fejltagelser. Så: Indrøm, at I tog fejl, og hjælp til med at rydde op efter jeres fejlslagne politik.

3 simple krav
En af de helt store fejltagelser, som Løkke fik sat i gang, da han sad som landets statsminister, var forkortelsen af dagpengeperioden. Tusindevis af danskere har mistet deres job og derefter deres ret til dagpenge. Det vil flere fagforeninger nu gøre noget ved:

-HK har startet en underskriftindsamling, hvor de kræver, at Folketinget forlænger dagpengeretten. Jeg har selv været inde og skrive under, og jeg vil bede jer gøre det samme. Vi har 3 krav:
Uddannelse skal forlænge dagpengeperioden
Jobrotation og løntilskudsjob skal tælle som arbejde til genoptjening af dagpengerettighederne
26 ugers arbejde skal udløse en ny dagpengeret – ikke 52 uger som i dag.
Hvis vi får de 3 krav gennemført, vil det gøre en verden til forskel for de tusindevis, der hvert år bliver ramt af ledighed.

HK håber på at kunne få samlet 100.000 underskrifter, der vil blive afleveret til Folketingets politikere på Folkemødet på Bornholm i midten af juni.

Kampen lever
Ole Wehlast slår i sin 1. maj tale fast, at selvom statsministeren er rød, så betyder det ikke, at fagforeningerne kan sidde med hænderne i skødet. 1. maj er fortsat en kampdag, og han opfordrer alle til at stå sammen og kæmpe for de grundlæggende værdier i det danske samfund, og kæmpe for en fremtid vi kan være bekendt:

-1. maj er i år en kampdag, hvor vi siger:
Vi skal have gang i væksten
Vi skal have fuld beskæftigelse.
Vi skal sikre vores velfærd, fordi det er forudsætningen for vores velstand.

Du kan læse Ole Wehlasts tale her