Foto af Rune Evensen
Det ku' ske for dig

Josefine fik 60.000 kroner: Fremover vil jeg tjekke min lønseddel hver måned

Da det efter et løntjek stod klart for 20-årige Josefine Thomsen, at hun havde krav på 60.000 kroner, besluttede hun sig for selv at tage snakken med sin mester. Det har givet hende modet til at gøre det flere gange efterfølgende.

Sammen med sine klassekammerater på TechCollege i Aalborg sad bagerlærling Josefine Thomsen og talte om lønsedler.

De vidste, at Fødevareforbundet NNF snart ville besøge skolen for at tilbyde eleverne et løntjek.
– Nogle af de andre nævnte tillæg. Jeg sagde, at det havde jeg aldrig set skyggen af. Min underviser foreslog, at jeg skulle printe mange af mine lønsedler ud og tage dem med, når Fødevareforbundet NNF kom, siger 20-årige Josefine Thomsen.

Josefine havde hverken fået nattillæg eller SH-tillæg.
- Kate Ziegler, faglig konsulent i Fødevareforbundet NNF

Da Fødevareforbundet NNF et par dage senere kom ud på skolen, viste Josefine sine lønsedler til faglig konsulent Kate Ziegler. Hun kunne med det samme konstatere, at Josefine manglede at få mange penge udbetalt.

– Josefine havde hverken fået nattillæg eller SH-tillæg. Jeg var nødt til at studere sagen til bunds for at kunne fortælle Josefine, hvor meget hun havde krav på, siger Kate Ziegler.

Trodsede nervøsitet og gik til mester

Et par dage senere holdt Kate Ziegler og Josefine et møde. Udover manglede nattillæg og SH-tillæg, havde Josefine heller ikke fået en del af sin pension og særlige opsparing. Det viste sig også, at hun ikke havde fået de rigtige stigninger i timelønnen i løbet af sin læretid.

Jeg er konfliktsky, og jeg tænkte på, at jeg skulle konfrontere min mester.
- Josefine Thomsen, bagerlærling

Det endelige beløb landede på 60.000 kroner. Selvom Josefine var glad for, at fejlene blev opdaget, var hendes allerførste reaktion bekymring.

– Jeg blev rigtig nervøs. Jeg er konfliktsky, og jeg tænkte på, at jeg skulle konfrontere min mester. Men jeg kunne også mærke, at jeg helst ville tage snakken selv. Løsningen blev, at Kate lavede en idiotsikker liste til mig, så jeg havde alle detaljer med mig på papir, siger hun.

Vil altid tjekke lønsedler fremover

Josefine var sikker på, at hendes mester ikke havde begået fejlene med vilje. Det startede hun med at sige til ham. Hans første kommentar var, at de selvfølgelig skulle have styr på det, og at hun skulle have sine penge.
– Det var en rigtig god oplevelse at snakke med ham, og der har været fin stemning efterfølgende. Der har været et par ting med mine lønsedler igen, og hver gang er jeg gået til min mester, siger Josefine.

Som bager arbejder man ofte for en selvstændig, hvis speciale er brød – ikke lønsedler. Derfor kan der let ske fejl.
- Josefine Thomsen

Kate Ziegler synes, det var stærkt gået af Josefine, at hun selv tog snakken med mester. Og Josefine vidste, at Kate stod klar i kulissen til at tage over, hvis Josefine fik brug for det.

– Josefine var sej. Jeg har kun svaret på ét spørgsmål fra arbejdsgiveren, og så udbetalte han pengene til hende, siger Kate Ziegler.

For Josefine er det nu blevet en vane at tjekke sine lønsedler hver måned, og det vil hun blive ved med.

– Jeg fortsætter med at være opmærksom på mine lønsedler. Som bager arbejder man ofte for en selvstændig, hvis speciale er brød - ikke lønsedler. Derfor kan der let ske fejl. Jeg vil også bruge Fødevareforbundet NNF, når jeg er i tvivl om noget, siger Josefine.

Det her skal du holde øje med på din lønseddel

  • Er din timeløn korrekt, og passer antallet af arbejdstimer?
  • Får du de tillæg, du skal have, hvis du fx har skæve arbejdstider eller weekendarbejde?
  • Bliver der indbetalt til din pension? Det kan du se på din lønseddel, men du kan også tjekke hos dit pensionsselskab.
  • Får du feriepenge? Det skal altid fremgå af din lønseddel, hvor meget du har sparet op til at holde ferie for.
  • Er der styr på fritvalg eller feriefridage? Mange medlemmer har ifølge deres overenskomst ret til en fritvalgskonto. Det skal fremgå af din lønseddel, hvor stort dit fritvalgstillæg er.
  • Har du ikke en fritvalgskonto, opsparer du feriefridage. De skal også fremgå af lønsedlen.

Gode råd

  • Tag et billede af din arbejdsplan, når du får den.
  • Skriv dine arbejdstimer ned i en kalender eller et hæfte, du kan hente i din lokale afdeling.
  • Husk at aftale overarbejde med din arbejdsgiver.
  • Har du haft overarbejde, så skriv også de timer ned i kalenderen.
  • Er du i tvivl, og har du spørgsmål, så kontakt Fødevareforbundet NNF på tlf.: 38187272 eller mail: nnf@nnf.dk