Nyhed

“I 40 år har jeg løftet 30 tons om dagen, men kan jeg løfte mine børnebørn?”

60-årige Peter Jakobsgaard har det meste af sit arbejdsliv løftet 30 tons om dagen på det slagteri, han arbejder på. Til sidst var han så slidt, at hans liv ikke bestod i andet end arbejde, søvn og madlavning. I et læserbrev bragt i Fyens Stifttidende fortæller han, hvorfor han mener, det er rimeligt med en ret til tidligere på pension for dem med hårdt fysisk arbejde.

Hver nat ringer mit vækkeur klokken 03:15, så jeg kan møde til tiden på mit arbejde. 12 timer senere er jeg hjemme igen. Indtil for nylig har jeg løftet 30 tons om dagen på det slagteri, jeg har arbejdet på det meste af mit arbejdsliv.

Jeg har været heldig med mit helbred, og jeg har altid passet på mig selv, men til sidste rakte mit overskud ikke til andet end en morfar på sofaen og madlavning.

Inden arbejdsdagen tog jeg piller, og jeg gjorde det igen, da jeg kom hjem, så jeg kunne falde i søvn. Jeg har arbejdet på slagteriet i snart 40, og længe har jeg søgt efter et mindre hårdt arbejde, men jeg er 60 år, ordblind og uden uddannelse, og det er ikke lykkedes mig at finde noget andet.

Har været heldig 

Heldigvis er jeg en af de få, der har været så heldig at skifte til noget mindre hårdt på slagteriet. Det sker kun sjældent, for der findes ikke meget arbejde på et slagteri, som ikke er virkelig hårdt fysisk.

Som det er nu, kan vi, der har knoklet med hårdt, fysisk arbejde, ikke gå tidligere på pension end andre. Men jeg har været på arbejdsmarkedet i 47 år, og det har altid været knokkel-arbejde, for det er det, jeg kan.

Jeg har været glad for at bidrage, men jeg synes også, jeg fortjener, at jeg kan lege med mine børnebørn og nyde min pensionisttilværelse, når jeg kommer så langt.

Kan jeg takke ja til middag hos min kæreste? 

 Jeg synes faktisk, det er rimeligt, at vi, der har hårdt fysisk arbejde får en ret til at gå tidligere på pension.

I lang tid har jeg takket nej, når min kæreste har budt mig på middag en hverdagsaften. Heldigvis kan jeg bedre nu, hvor mit arbejde ikke dræner mig fuldstændig.

Spørgsmålet er, hvordan det ser ud om tre år, når jeg har knoklet i 50 år. Kan jeg da takke ja til middagsinvitationen og tumleleg med børnebørnene, eller skal min pensionisttilværelse præges af piller og smerter? Jeg håber på det første, men jeg frygter det sidste.