Foto af David Perrin
Jeg mener

Forbundsformænd om tidlig pension: Ordningen virker, som den skal

Dansk El-Forbund, Malerforbundet, Fødevareforbundet NNF og Blik- og Rørarbejderforbundet mener, at kritikken af tidlig pension er stærkt fordrejet.

En ny NFA-undersøgelse viser, at en stor del af de lønmodtagere, der gør brug af retten til tidlig pension, ikke føler sig nedslidte. Men det viser blot, at ordningen virker efter hensigten, fastslår forbundsformand fra Dansk El-Forbund Benny Yssing:

- Formålet med tidlig pension er, at dem med de længste og hårdeste arbejdsliv kan trække sig, inden de er blevet syge eller slidt helt ned. Det er en fejl at tro, at tidlig pension er for dem, der allerede er slidt helt ned, siger han

De fire forbund, Dansk El-Forbund, Fødevareforbundet NNF, Blik- og Rørarbejderforbundet og Malerforbundet har fra start været med til at presse på for, at retten til tidlig pension blev indført.

- Vores medlemmer er typisk kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet og har fysisk hårdt arbejde. Derfor er tidlig pension en retfærdig ordning, der sikrer, at vores medlemmer også får mulighed for at have raske år som pensionister, siger Tonny Olsen, forbundsformand fra Malerforbundet.

Formålet har aldrig været, at man skulle være nedslidt for få tidlig pension. Det handler om at sikre en værdig tilbagetrækning
- Ole Wehlast, forbundsformand Fødevareforbundet NNF

Han og de andre forbundsformænd mener, det er ærgerligt, at formålet med ordningen i medier og hos arbejdsgivere bliver fordrejet.

- Formålet har aldrig været, at man skulle være nedslidt for få tidlig pension. Det handler om at sikre en værdig tilbagetrækning – det er det, vi fire forbund har kæmpet for i ’Alliancen for en værdig tilbagetrækning', og det er desuden også det, den daværende regering lagde op til, siger Ole Wehlast fra Fødevareforbundet NNF. Han henviser til den daværende regerings forord i udspillet til ’Ttidlig pension’.

Henrik W. Petersen fra Blik- og Rørarbejderforbundet bakker op:

- Det er trist, at der tilsyneladende er folk, som mener, at man skal gå direkte fra arbejdspladsen til en sygeseng. Det er kun retfærdigt, at VVS’eren, som har knoklet siden han var 16 år, kan trække sig lidt tidligere tilbage – inden hans krop står helt af. Så resten af tilværelsen ikke skal bruges på sygelejet, men kan tilbringes med børnebørn og fritidsinteresser.