Foto af David Perrin
Nyhed

Wehlast: God idé at droppe Arne Plus

Regeringen freder både seniorpensionen og den såkaldte Arne-pension. Arne Plus er taget af forhandlingsbordet, og det er en god beslutning, lyder det fra forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast.

De lønmodtagere, der har haft de længste og hårdeste arbejdsliv kan ånde lettet op.

Regeringen har nemlig droppet planen fra regeringsgrundlaget om at lægge Tidlig Pension (Arne-pensionen) og Seniorpensionen sammen til én ordning.

Hver gang folkepensionen hæves med et år, skal Arne-pensionen tilsvarende udvides med et år.
- Ole Wehlast, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF

Det betyder, at dem, der kom på arbejdsmarkedet i teenageårene, fortsat har ret til at trække sig tilbage optil tre år før den forventede pensionsalder. Og dem, der har haft hårdt fysisk arbejde, kan tildeles seniorpension seks før forventet pensionsalder.

I Fødevareforbundet NNF roser forbundsformand Ole Wehlast regeringen for den beslutning:

- Endelig er der ro om pensionsområdet. Nu kender lønmodtagerne ordningerne, og det tror jeg faktisk er rigtig vigtigt for dem, der nærmer sig pensionsalderen. Og lige så vigtigt er det, at vi også for fremtiden har de fire ordninger, der tilsammen sikrer lønmodtagerne en værdig tilbagetrækning, siger han.

Pensionsforbedringer eller skattelettelser?

At sammenlægge Arne-pensionen og seniorpension til én ordning var en klar torn i regeringsgrundlaget. Til gengæld lagde regeringen op til at forhøje ydelsen for dem, der er på ordningen. Men beslutningen om at droppe Arne-plus betyder, at også den planlagte forhøjelse af ydelsen er droppet.

De skattelettelser, som regeringen præsenterede i går, kommer helt almindelige lønmodtagere til gode.
- Ole Wehlast, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF

Det, mener Ole Wehlast dog ikke, er et stort problem:

- For os er det vigtigere, at retten til tidlig pension bliver udvidet så den følger pensionsalderen. Hver gang folkepensionen hæves med 1 år, skal Arne-pensionen tilsvarende udvides med 1 år. Det mener vi sådan set stadig, så det kæmper fortsat for, fastslår Ole Wehlast.

Han lægger ikke skjul på, at han hellere havde set, at regeringen brugte 10 milliarder mere på at forbedre pensionsområdet end på skattelettelser:

- Men realpolitisk er jeg med på, at det aldrig ville være sket. Og så synes jeg trods alt, at det er værd at bemærke, at de skattelettelser, som regeringen præsenterede i går, kommer helt almindelige lønmodtagere til gode. Vores medlemmer får en lidt tungere lønpose, og det mener jeg er positivt efter lang tid med høj inflation og reallønsnedgang.

Fakta: De nuværende pensionsordninger skal bevares

Fødevareforbundet NNF ønsker at bevare de fire pensionsordninger, vi har i dag:

Førtidspension for dem, der kan ikke holde til et almindeligt arbejdsliv - uanset alder.

Seniorpension til dem, er helt nedslidte, når pensionsalderen er mindre end seks år væk.

Tidlig pension til dem, der er startet på arbejdsmarkedet lige efter folkeskolen.

Og folkepensionen til alle andre.