Foto af Tillidsrepræsentant hos KødGrossisten Annika Jensen (tv.) og Linda Jerfort, som begge er med i aktivitetsudvalget i Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øerne overrakte 20.390 kr. til generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem.
Nyhed

20.390 kr. til julehjælp

Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øerne overrakte i dag 20.390 kr. til Dansk Folkehjælp, som nu kan hjælpe endnu flere familier. Pengene var indsamlet ved afdelingens julebanko.

Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øerne overrakte i dag 20.390 kr. til Dansk Folkehjælp, som nu kan hjælpe endnu flere familier. Pengene var indsamlet ved afdelingens julebanko.

Smilene var store, da Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øerne torsdag den 20. december overrakte 20.390 kr. til Dansk Folkehjælp. Det store beløb var indsamlet ved afdelingens velgørenhedsjulebanko søndag den 16. december, hvor over 70 medlemmer og familie hyggede sig. Alle pengene gik ubeskåret til Dansk Folkehjælp.

- Medlemmerne har bakket helt vildt op om arrangementet. Alt var udsolgt, og man kunne mærke på dem, at de blev glade, da de hørte, at pengene gik til Dansk Folkehjælp. Der har kun været positive reaktioner, og medlemmerne vil gerne hjælpe andre, siger Linda Jerfort, som er med i aktivitetsudvalget og bestyrelsen hos Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øerne.

Overskud til at række ud

Generalsekretær i Dansk Folkehjælp Klaus Nørlem var den glade modtager af pengene:

- Det betyder rigtig meget. For 1.500 kroner kan vi hjælpe en fattig familie, som har søgt om julehjælp. Sidste år hjalp vi 9.500 familier, og i år får 11.300 familier julehjælp. Med Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øernes flotte bidrag kan vi hjælpe 14 familier mere, siger Klaus Nørlem.

Julehjælpen består af en kurv med dagligvarer for 500 kr., et gavekort på 500 kr. til en sportsbutik og et gavekort på 500 kr. til en legetøjsbutik. Men selv om Dansk Folkehjælp hjælper flere og flere familier, er der ifølge Klaus Nørlem stadig ca. 4.000, som kommer til at gå forgæves.

- Der er hvert år flere ansøgere, end vi har rækkevidde til. Men vi fortsætter med at dele julehjælp ud helt til juleaften, så der er stadig mulighed for at give et bidrag, siger Klaus Nørlem.

Fagforeningen har en social opgave

Dansk Folkehjælp sætter stor pris på Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øernes vilje til at hjælpe familier, som har det svært i julen:

- Faglige organisationer bygger på solidaritet, og det er solidaritet i sin ægte substans, når en faglig organisation har overskud til at række ud til de familier, som står på bunden af velfærdssamfundet. Det bliver ikke mere ærligt, og det er rigtig flot, siger Klaus Nørlem.

Det er Linda Jerfort enig i:

- Mange er medlem af en fagforening for selv at kunne få hjælp. Men fagforeningen kan meget mere end at hjælpe medlemmer, der bliver arbejdsløse. Vi har også en social opgave, og der er andre mennesker, som mangler hjælp. Der er mange, som ikke har råd til at købe en andesteg til jul, og så er det fantastisk, at vi kan hjælpe og give noget igen, siger Linda Jerfort og tilføjer:

- Men vi kunne slet ikke have leveret det flotte resultat uden hjælp fra alle de virksomheder, som har sponsoreret præmierne til vores julebanko. De virksomheder har også vist et stort socialt ansvar, og det skal de have stor tak for.

Hos Fødevareforbundet NNF Sjælland og Øerne er der allerede snak om at gentage succesen til næste jul.