Foto af Colourbox
Jeg mener

Arbejdspladserne forsvinder, mens vi sidder tilbage med stanken af gylle

Det er absurd, at landbruget modtager milliarder af offentlige støttekroner, men samtidig lukker den ene danske arbejdsplads efter den anden. Snart bidrager dansk landbrug ikke med andet end stanken af gylle, konstaterer næstformand for Fødevareforbundet NNF, Jim Jensen.

I løbet af de sidste 25 år er 29 svineslagterier og forædlingsvirksomheder lukket, og 9.700 danske arbejdspladser er blevet nedlagt. Danish Crowns lukning af slagteriet i Ringsted er den seneste i den alt for lange række.

Gennem tiden har Danish Crowns forklaringer på, hvorfor lukningen af slagterierne var uundgåelig skiftet.

Først var det stordriftsfordele, der blev peget på, når slagterilukninger blev meldt ud. Derefter var det frustration over de høje danske lønninger.

Senest er det manglen på slagtegrise, som koncernen angiver som årsag til lukningerne af blandt andet slagterierne i Sæby og nu Ringsted.

Danish Crown og landbruget har i 25 år fundet på forskellige undskyldninger for at dække over, at de i bund og grund er fløjtende ligeglade med danske arbejdspladser.
- Jim Jensen, næstformand i Fødevareforbundet NNF

Et problem, som Danish Crowns ejere, nemlig landbruget, selv har skabt ved at eksportere så mange smågrise ud af landet til slagtning i stedet for at lade dem slagte i Danmark. Og lige om lidt bliver det nok CO2-afgiften, der skal holde for.

Bundlinjen er, at Danish Crown og landbruget i 25 år har fundet på forskellige undskyldninger for at dække over, at de i bund og grund er fløjtende ligeglade med danske arbejdspladser.

Milliarder i offentlig støtte

Det er fuldstændig absurd, at landbruget lukker tusindvis af arbejdspladser, mens det samtidig har fået grotesk mange milliarder ind i offentlige støttekroner.

Det gør landbruget ud fra fortællingen om Danmark som et landbrugsland, men sandheden er, at det er længe siden, at landmændene stoppede med at ansætte dansk arbejdskraft ude på gårdene.

Landmændene forventer opbakning fra den danske befolkning, der skal leve med stanken af gylle på markerne, døde fjorde og øde havbunde, en udpint natur og klimaforandringer.
- Jim Jensen, næstformand i Fødevareforbundet NNF

Og om kort tid giver de 40 millioner grise, der hvert år bliver født på danske gårde, kun job til omkring 5.000 slagteriarbejdere.

På trods af det forventer landbruget stadig, at politikerne poster milliarder af kroner i landbrugssektoren. Og landmændene forventer opbakning fra den danske befolkning, der skal leve med stanken af gylle på markerne, døde fjorde og øde havbunde, en udpint dansk natur og klimaforandringer.

Danske grise skal give danske arbejdspladser

Det gør mig usigeligt ondt, at knap 1.200 dygtige slagteriarbejdere fra Ringsted nu skal ud at finde nyt arbejde, fordi der ikke er slagtegrise nok i Danmark.

Danske grise giver ikke arbejde til danske slagteriarbejdere, men til slagteriarbejdere i Tyskland, Polen, Italien og Spanien. Det er både frustrerende, trist og meget uforståeligt.

Gyllen består, mens arbejdspladserne for længst er forsvundet.
- Jim Jensen, næstformand i Fødevareforbundet NNF

Med lukningen af slagteriet i Ringsted i år og lukningen af slagteriet Sæby sidste år, er der ikke længere et slagteri øst for Lillebælt eller nord for Herning.

Når lugten af gylle næste forår driver over de sjællandske, fynske og nordjyske marker, giver det forhåbentlig stof til eftertanke hos befolkningen. At gyllen består, mens arbejdspladserne for længst er forsvundet.

Mange steder hænger opbakningen til dansk landbrug i en tynd tråd, og samtidig hører jeg ofte omkvædet "landbruget skal udvikles, ikke afvikles". Men med den fart landbruget afvikler arbejdspladser, ikke mindst i yderområderne, så er det hverken politikerne eller befolkningen, der afvikler dansk landbrug. Det klarer landbruget helt selv.