Nyhed

FAKTA: Her er dagpengekommissionens anbefalinger

Dagpengekommissionen har i dag fremlagt sin rapport, der indeholder en række anbefalinger til et nyt moderne, fleksibelt og robust dagpengesystem. Få et overblik over anbefalingerne
Ledig post-it gul seddel
Ledig post-it gul seddel

Dagpengekommissionen, der blev nedsat af den socialdemokratiske regering i juni 2014, har i dag fremlagt sin rapport, der indeholder en række anbefalinger til et nyt moderne, fleksibelt og robust dagpengesystem

Få et overblik over anbefalingerne her.

Genoptjening

Ledige kan få forlænget dagpengeperioden fra to til tre år, hvis de arbejder undervejs. En dags arbejde giver ret til to dages dagpenge.

Fastholdelse af dagpengesatsen

Hvis man som ledig har kortvarig beskæftigelse til en lavere løn end den, man oprindelig fik, bliver ens dagpengesats ikke nedjusteret.

Forbrug af dagpengeret

Dagpengeretten forbruges i timer og ikke i uger. Dermed er der overensstemmelse mellem, hvor mange timer man har modtaget dagpenge, og hvor mange timer man bliver trukket for.

Karensdage

Der lægges op til to dage uden dagpenge hver tredje måned. Man kan dog undgå karensdagene, hvis man arbejder mindst en uge om måneden i den foregående periode. LO og FTF accepterer dog ikke de otte årlige karendage, og foreslår i stedet én karensdag hver fjerde måned.

Dimittender

Nyuddannedes dagpengesats sættes ned fra nu 82 til 78 procent af den fulde dagpengesats.

Supplerende dagpenge

Man skal løbende via fuldtidsarbejde kunne genoptjene retten til supplerende dagpenge. En måneds fuldtidsarbejde giver ret til to måneders supplerende dagpenge.

G-dage

Arbejdsgiverne skal betale to g-dage (godtgørelsesdage) uanset, hvor lang ansættelse, der har været tale om.

Modernisering

Dagpenge skal gøres op på månedsbasis i stedet for på ugebasis, og systemet skal gennem øget brug af registre gøres mere gennemskueligt og tilgængeligt for alle parter.

Kilde: Dagpengekommissionens rapport