Nyhed

EU-kommissionen opkøber svinekød efter Ruslands-boykot

På grund af handelskrigen med Rusland, indfører EU en midlertidig privat oplagringsordning for svinekød. Fødevareforbundet NNF håber på yderligere initiativer målrettet medarbejdere
GENREBILLEDE Grise i stald
GENREBILLEDE Grise i stald

På grund af handelskrigen med Rusland indfører EU en midlertidig privat oplagringsordning for svinekød. Fødevareforbundet NNF håber på yderligere initiativer målrettet medarbejdere

Handelskrigen mod Rusland raser. Nu indfører EU-Kommissionen en midlertidig ordning, hvor svinekød kan oplagres privat for at holde prisen oppe.

Det oplyser EU's landbrugskommissær Phil Hogan. 

Tidligere har det været lignende ordninger for mælk og frugt og grønt.

Det er efter dansk pres, at EU-kommissionen tager initiativet, og fødevareminister Dan Jørgensen er da også tilfreds.

- Svinekødspriserne er faldet med 20 pct. siden i sommer, og det har presset de danske svineproducenter til det yderste. Derfor er jeg meget glad for, at EU's landbrugskommissær har lyttet til vores argumenter, og nu er parat til, at give dansk landbrug en håndsrækning i en svær situation. Det har vi arbejdet hårdt på fra dansk side siden efteråret, siger Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

Også Danish Crown er glade for de nye politiske tiltag. 

- Det er selvfølgelig meget positivt, at politikerne gør noget for at afhjælpe en alvorlig situation, men vi kender endnu ikke ordlyden af aftalen, siger kommunikationsdirektør Anne Villemoes til Ritzau og fortsætter:

- På nuværende tidspunkt ved vi dog ikke, hvad det helt konkret vil betyde for Danish Crown. 

Fagforbund: Husk medarbejderne

I 2013 eksporterede danske virksomheder for knap 2,1 milliarder kroner svinekød til Rusland.

Ved årsskiftet mistede 160 slagteriarbejdere jobbet på Ticans afdeling i Fjerritslev på grund af den russiske fødevareboykot. Det er medarbejdere som dem, der skal fokus på mener Ole Wehlast, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF:

- Jeg hilser initiativet fra EU velkommen. Men det er afgørende at vi går gjort noget for de medarbejdere der rammes af handelskrigen, og ikke kun virksomhederne og deres bundlinje.

Fødevareforbundet NNF har gentagne gange foreslået at EU skal oprette en job-fond der kan støtte medarbejdere med for eksempel efteruddannelse, omskoling og jobsøgning.

- De hundredevis af lønmodtagere, der mister jobbet på grund af den udenrigspolitiske konflikt med Rusland, bør fællesskabet hjælpe ved at sikre, at de kommer videre i nye job og uddannelse. Der har været meget fokus på de virksomheder, der er ramt af handelskrigen, men desværre bliver medarbejderne ofte glemt, siger Ole Wehlast, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF.