Foto af Morten Rasmussen (t.v.) er en af de 16 ufaglærte produktionsmedarbejdere på Carletti, der er startet på uddannelsen til industrioperatør som voksenlærling.
Nyhed

Svendebrev på vej til dygtige chokoladearbejdere

16 ufaglærte chokoladearbejdere fra Carletti er tilbage på skolebænken. De er startet som voksenlærlinge på uddannelsen som industrioperatør

16 ufaglærte chokoladearbejdere fra Carletti er tilbage på skolebænken. De er startet som voksenlærlinge på uddannelsen som industrioperatør

2015 byder på en noget anderledes start for 16 ufaglærte medarbejdere hos chokoladeproducenten Carletti i Skødstrup nord for Århus.

I oktober skrev de under på en to-årig kontrakt som voksenlærlinge på uddannelsen til industrioperatør.

Ved årsskiftet blev arbejdspladsen skiftet ud med en tur på skolebænken i årets første tre måneder.

I efteråret 2016 bliver de faglærte med et svendebrev i hånden.

- Der har været stor interesse for at blive faglært industrioperatør. Kollegerne vil gerne lære nyt, og opkvalificere sig. Der er ingen løfter om lønstigninger, så det er udelukkende lysten til at blive klogere på vores arbejde, og stå bedre på et presset arbejdsmarked, der driver værket, siger Morten Rasmussen. Han er tillidsrepræsentant for omkring 70 produktionsmedarbejdere hos Carletti.

Ansatte står i kø for at uddanne sig

Interessen for at uddanne sig har været stor. 25 ud af Carlettis 70 ufaglærte medarbejdere har allerede sagt, at de gerne vil uddanne sig til industrioperatører.

I første omgang har virksomheden sendt 16 af sted erhvervsskolen Tradium i Randers, og når det første hold er færdige i efteråret 2016, planlægger virksomheden at sætte et nyt hold i gang.

- Uddannelse er ikke kun for unge. Vi skal lære hele livet. Vi har alle et ansvar for at matche de nye krav fra arbejdsmarkedet. Jeg er virkelig glad for at så mange tør kaste sig ud i nye udfordringer, og vil udvikle sig, siger Morten Rasmussen.

De 16 Carletti-ansatte udgør et samlet hold på erhvervsskolen Tradium i Randers.

Her er uddannelsen særligt tilrettelagt, så den passer til fødevareindustrien.

Det har lidt af et puslespil at undvære 16 faste medarbejdere to gange tre måneder over to år.

Men årets første måneder er lavsæson, og ved hjælp af interne vikarer, så kører produktionen videre.

Dygtige til chokolade i forvejen

Det er ikke fordi Carletti er utilfredse med de ansattes faglighed.

Uddannelsen til industrioperatør skal gøre dem bedre til organisering og forretningsforståelse, så medarbejderne bedre kan omsætte ideer til virkelighed. 

- Vi har længe gået med tanken om, hvordan vi får opkvalificeret vores medarbejdere, og nu har vi taget hul på denne uddannelse, som i første omgang giver 16 medarbejdere et generelt løft. De er rigtig dygtige til at lave chokolade, og de er specialister på hver deres felt, så det er ikke det, de skal blive bedre til. I stedet får de lært noget om IT, bedre organisering af deres eget arbejde, forretningsforståelse, og meget mere, siger Benny Poulsgaard, produktionsdirektør på Carletti til Food Supply.

At Carletti har sendt så mange produktionsmedarbejdere på skolebænken bliver mødt med anerkendelse og glæde.

- Fødevareindustrien udvikler sig konstant med hensyn til teknologi og maskiner. Derfor er det vigtigt, at medarbejdernes kompetencer også følger med. Det er godt at se, at Carletti tør investere i uddannelse til medarbejderne. Det giver værdi til virksomheden, men også til medarbejderne i fremtiden, siger Flemming Dal Cortivo, forbundssekretær for fødevareindustriområdet i Fødevareforbundet NNF.

Det har også en konkret betydning for medarbejderne på Carletti.

- Jeg er glad for at Carletti har investeret strategisk i medarbejderne. Det er med til at gøre det attraktivt at arbejde her, og viser at virksomheden værdsætter os, siger Morten Rasmussen.

Som industrioperatør kommer man omkring alle processer i en industriproduktion, fra fejlfinding af maskiner, implementering af nye produkter til økonomi og IT.