Arla præsenterer en ny strategi med målsætninger, der skal gøre virksomheden mere bæredygtig frem mod 2050. Det vækker glæde i Fødevareforbundet NNF.
Arla vil reducere udledningen af drivhusgas med 30 procent pr. kilo mælk frem mod 2030 og være helt CO2-neutral i 2050. Det er hovedmålene i den nye strategi, Arla præsenterede mandag den 11. marts. Med den nye strategi fremskynder Arla overgangen til bæredygtig mejeriproduktion.
- Vi har arbejdet i retning af bæredygtigt landbrug i årevis, og vi skal gå videre og hurtigere, ikke mindst for at hjælpe med at bekæmpe klimaforandringer, som påvirker alle på planeten, især os landmænd, siger mælkeproducent og formand for Arla Foods Jan Toft Nørgaard i en pressemeddelelse.
Landmændene spiller vigtig rolle
Den nye strategi dækker hele værdikæden fra ko til forbrugerens køleskab og adresserer områderne klima, luft, vand og natur. Særligt landmændene får en vigtig rolle, da Arla ønsker at reducere køernes udledning af metan væsentligt. Det skal blandt andet ske ved nye fodersammensætninger.
Derudover skal landmændene have hjælp til at finde ud af, hvor de største klimapåvirkninger er på deres gårde, og de kan reducere deres udledningen.
Strategien fra Arla bliver godt modtaget af forbundsformand i Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast:
- Det glæder mig, at Arla nu også byder ind og har ambitioner i forhold til, hvordan den danske fødevarebranche kan mindske CO2-udledningen, siger Ole Wehlast og fortsætter:
- Hvis vores branche formår at producere og eksportere varer med et lavt CO2-udslip, vil det være et væsentligt dansk bidrag til løsningen af de globale klimaproblemer.
Udvikle klimavenlige løsninger
Arlas strategi kommer i kølvandet på den bæredygtighedsstrategi Danish Crown lancerede fredag den 8. marts 2019. Slagterikoncernens strategi indeholder også en målsætning om at producere CO2-neutral i 2050.
Tendensen glæder Ole Wehlast:
- Vi skal satse hårdt på at være det land, der udvikler de klimarigtige løsninger. Mange tror, at vi skal redde klimaet ved at lukke den danske produktion ned, men det er jeg helt uenig i. For hvis vi lukker et mejeri eller en svinestald, åbner der bare et nyt i Ukraine eller Brasilien, og deres svin og køer udleder væsentlig mere CO2 end de danske. I stedet skal vi følge Arla og Danish Crowns eksempler og udvikle klimavenlige løsninger. På den måde kan vi vende klimadiskussionen fra trussel til at være en mulighed for at skabe nye arbejdspladser.