Min side
- Det er helt afgørende for mig, at landbruget påtager sig ansvaret for deres negative påvirkning af klimaet. De skal reducere deres klimabelastning, og derfor er vi også tilhængere af CO2-afgift. For hvis landbruget ikke tager sin del, så havner regningen hos den øvrige industri, fastslår forbundsformand Ole Wehlast.
Han deltog i slutningen af januar i det første møde i de grønne trepartsforhandlinger. Sammen med repræsentanter fra regeringen, Dansk Metal, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, DI, Kommunernes Landsforening og Concito skal han inden sommerferie komme med nogle anbefalinger til, hvordan en grøn omstilling af dansk landbrug implementeres.
Ole Wehlast går til forhandlingerne med to mærkesager:
- For det første er det vigtigt for mig at sikre, at de medlemmer, hvis job er påvirket af den grønne omstilling, sikres økonomisk fornuftige muligheder for videre- og efteruddannelse. Enten så de kan varetage de nye jobs, vi forventer kommer indenfor den grønne fødevareindustri. Eller så de kan få job andre steder i samfundet, forklarer Ole og forsætter:
- Samtidig vil vi også kæmpe for, at antallet af arbejdspladser indenfor fødevareindustrien som minimum bevares og gerne øges. Det kan godt være, at nogle jobtyper forsvinder, men så skal vi sikre, at nye kommer til. Og disse job skal naturligvis besættes af dem, hvis job bliver påvirket af den grønne omstilling. Vi vil ikke acceptere, at det bliver den menige slagteriarbejder eller mejeriarbejder, der skal betale for den grønne omstilling, fastslår Ole Wehlast.
”Vi bider os fast i bordet”
Eftersom en grøn omstilling af landbruget med tilhørende CO2-afgift næsten ikke kan undgå at få konsekvenser for Fødevareforbundet NNF’s medlemmer inden for slagteri- og mejeriområdet, har Ole Wehlast mødt det standpunkt, at han bør trække sig fra forhandlingsbordet. Men det regner han ikke med kommer til at ske.
Hvis ikke repræsentanter for lønmodtagerne kæmper for medlemmernes ret til uddannelse og bevarelsen af arbejdspladser, så er der ingen det forhandlingsbord, der gør det.
- Hvis ikke repræsentanter for lønmodtagerne kæmper for medlemmernes ret til uddannelse og bevarelsen af arbejdspladser, så er der ingen det forhandlingsbord, der gør det. Der er forskel på at varetage landmændenes og virksomhedernes interesser, og så på at varetage medarbejdernes interesser, forklarer Ole Wehlast.
Han har forståelse for de medlemmer, der ville ønske, at der slet ikke kommer en CO2-afgift, men det løb er kørt. Og så er det bedre at sidde med, hvor tingene sker, fremfor at melde sig ud:
- Vi bider os fast i forhandlingsbordet. Vi vil fremføre vores krav om, at vores medlemmer skal sikres uddannelse, og at omstillingen samlet set ikke må koste arbejdspladser så mange gange, vi overhovedet kan. Der er kun ét sted, hvor der sidder folk, der rent faktisk kan imødekomme vores krav. Og det er lige netop ved det forhandlingsbord.
