Familielejr 2024

Familielejren er en hyggelig uge for børn og voksne med masser af mulighed for både action og afslapning, og med masser af hyggeligt socialt samvær. Her er plads til alle typer familier; dem med små børn og dem med store børn. Dem med kun én forælder, og dem, hvor bedsteforældrene tager børnene med på familielejr – og også dem uden børn.

I bliver indkvarteret på Skærbækcenteret. Centeret har en stor svømmehal med bl.a. varmtvandsbassin, børnebassiner, vandrutsjebane og spabad. Derudover kan børnene lege i det indendørs eller udendørs legeland, mens de lidt ældre deltagere kan benytte fitnesscenter og bowlinganlæg, eller tage et slag bordtennis i en af de to store sportshaller.

Praktisk info følger nedenfor. Du kan finde svar på endnu flere praktiske spørgsmål nederst på siden.

Praktisk info

  • Familielejren åbner: Lørdag den 6. juli
  • Den lukker: Fredag den 12. juli

Pris

  • Over 17 år: 2.500,- kroner
  • 3-17 år: 1.500,- kroner
  • 0-2 år: Gratis

Prisen dækker indkvartering, fuld forplejning i form af morgenmad, frokost, aftensmad samt drikkevarer til måltiderne, og snacks og forfriskninger i løbet af dagen. Herudover dækker den også daglige aktiviteter og udflugter, inkl. entré og transport.

Adresse

Skærbækcentret
Storegade 46
6780 Skærbæk

Indkvartering

Hver familie indkvarteres i eget feriehus med plads til op til syv personer – heraf er tre af sengepladserne på en hems. Der kan højst bookes et hus pr. medlem/familie.

Huset har eget toilet, bad, køkken, stue, tv, Wi-Fi og terrasse med havemøbler.

Husdyr er ikke tilladt.

Transport

Du skal selv sørge for transport til og fra Skærbækcenteret, mens vi sørger for al transport i løbet af ugen.

Tilmelding

Tilmeld dig online her

Sidste frist for tilmelding er 1. maj 2024. Vi råder over 85 feriehuse, og det er først til mølle.

Når du er tilmeldt, modtager du en bekræftelse med posten, hvori der også oplyses et kontonummer, som betalingen for familielejren skal ske til. Betalingen foretages i to lige store rater: Første halvdel skal betales senest den 27. marts 2024. Anden halvdel skal være betalt senest den 1. juni 2024.

Når Familielejren nærmer sig, får du et brev med program og praktiske oplysninger.

Medlemmer, som ikke deltog på Familielejeren i 2023, har fortrinsret i år. Så hvis du var med i 2023 og gerne vil med igen i år, kommer du på en venteliste. Hvis der er ledige huse efter tilmeldingsfristen den 1. maj, bliver de fordelt til medlemmerne på ventelisten efter først-til-mølle-princippet.

Spørgsmål og svar om familielejr 2024

  • Hvem kan komme med på familielejren?

    Familielejren er et tilbud for alle medlemmer af Fødevarevareforbundet NNF og deres familier. Der behøver kun at være én person i familien som er medlem.

    Medlemmer, som ikke deltog på Familielejeren i 2023, har fortrinsret i 2024.

    Var du med i 2023 og vil gerne med igen i 2024, kommer du på en venteliste. Hvis der er ledige huse efter tilmeldingsfristen den 1. maj, bliver de fordelt til medlemmerne på ventelisten efter først-til-mølle-princippet.

  • Hvordan tilmelder jeg mig og min familie?

    Du tilmelder jer elektronisk her. På tilmeldingsblanketten skal vi have oplysninger om dig og din familie, så vi kan give jer den bedst mulige ferieoplevelse.

    Sidste frist for tilmelding er den 1. maj 2024.

    Men vi gør opmærksom på, at vi kun har 85 feriehuse til rådighed, og det er først til mølle.

  • Hvad er prisen, og hvad får jeg?

    Det koster 2.500 kr. for voksne (over 17 år). Børn i alderen 3-17 år koster 1.500 kr. og børn i alderen 0-2 år kommer gratis med.

    For den pris er alt betalt. Overnatning i jeres eget feriehus, 3 måltider om dagen inkl. drikkevarer + nogle yderligere kuponer til drikkevarer, snacks om eftermiddagen og om aftenen. Når der er udflugter, f.eks. til Legoland, får I madpakker med og vi betaler bustransport og entrébilletter.

    Hele ugen vil der være aktiviteter for børn og voksne, som det er gratis at deltage i.

    Der vil også gratis adgang til alle aktiviteter på Skærbækcentret bl.a. svømmehallen.

  • Hvordan betaler jeg?

    Når vi har fået din tilmelding, sender vi dig en bekræftelse med posten. Af dette brev vil fremgå et kontonummer, som betalingen skal ske til i to rater.

    Første halvdel af beløbet skal betales senest den 27. marts 2024. Den resterende del skal betales senest den 1. juni 2024.

  • Kan man melde afbud?

    Du kan melde afbud frem til den 1. maj 2024 og få dine penge tilbage. Herefter er tilmelding bindende, dvs. at hvis du melder afbud efter den 1. maj, vil du ikke kunne få dine penge tilbage.

  • Hvordan er feriehusene indrettet?

    Feriehusene ligger samlet som en lille landsby, hvor det er trygt for børnene at færdes. Husene er indrettet med badeværelser, stue og køkken i ét og 2 soveværelser med plads til i alt 4 personer fordelt på 2 værelser. Derudover er den en hems med 3 sovepladser. Køkkenet er udstyret med opvaskemaskine og køle-fryseskab. Der er gratis internet og TV. Udendørs har man sin egen terrasse med havemøbler. Der vil være sengelinned og håndklæder til rådighed.

    Der er også særlige handicapvenlige boliger. Har du behov for dette, så kontakt os venligst.

    Alle husene er røgfrie.

    Det er IKKE tilladt at have husdyr med.

  • Hvordan kommer man til Skærbækcentret?

    I betaler selv transporten til Skærbækcentret. Hvis I kører i bil, er der parkeringsplads med gratis parkering. Ved selve huset kan der holde én bil. Kommer I med offentlig transport, er der en togstation i Skærbæk, som ligger tæt på centret.

  • Hvilke aktiviteter er der?

    Vi er stadig i gang med at få udarbejdet det endelig program sammen med AOF Sydjylland, som vi samarbejder med om familielejren. Men der vil være tilbud til alle aldre, både i form af udflugter bl.a. til Legoland og aktiviteter på Skærbækscentres faciliteter og i et stort fællestelt, hvor vi mødes til spisning og hygge. Aktiviteterne for børnene er tilpasset deres alder.

    Der vil også være tid til, at I på egen hånd kan bruge faciliteterne. Centret råder over en svømmehal med børnebassin og vandrutsjebane, bowlingbaner, legepladser, kunstnerhus, fitnesscenter m.v.

  • Hvor kan jeg få mere at vide?

    Har du nogle spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte:

    Heidi Brinck fra Fødevareforbundet NNF på 3818 7208 eller mail: hd@nnf.dk

    eller

    Solveig Poulsen fra AOF Center Sydjylland på 7020 2377 eller mail sp@aofsydjylland.dk