Nyhed

Formand for Tillidsmandskollegiet: COVID-19-aflønning fungerer

Knap 2.000 slagteriarbejdere, der er blevet hjemsendt på grund af mistanke om COVID-19, har fået den særlige COVID-19-aflønning, som tillidsrepræsentanterne hos Danish Crown og virksomheden blev enige om i oktober. Det glæder formanden for Tillidsmandskollegiet, at ordningen fungerer.
Holsted Pakkeri Genre
Holsted Pakkeri Genre

Næsten 2.000 raske slagteriarbejdere, der har været hjemsendt på grund af kontakt til en COVID-19-smittet kollega, har siden oktober fået en særlig COVID-19-aflønning.

Aflønningen blev indført i oktober 2020, da tillidsrepræsentanterne på Danish Crown lavede en lokalaftale med virksomheden om, at raske slagteriarbejdere, der hjemsendes på grund af risiko for COVID-19, får 90 % af den sidste optjente løn beregnet ud fra et gennemsnit på fire uger

Inden da var de raske, hjemsendte kollegaer blevet aflønnet med timeløn. Derfor glæder det formanden for Tillidsmandskollegiet og tillidsrepræsentant hos Danish Crown i Blans, Brian Vestergaard, at det lykkedes at lave en aftale, som så mange kollegaer har haft gavn af:

– Det er en god aftale, og det var rigtig godt, at vi kunne lave den løsning sammen med Danish Crown, Fødevareforbundet NNF og DI. Kollegaerne er også tilfredse med aftalen, fordi dem, som er blevet sendt hjem, ikke har haft så stor nedgang i deres indtægt, siger Brian Vestergaard.

Kollegaerne er også tilfredse med aftalen, fordi dem, som er blevet sendt hjem, ikke har haft så stor nedgang i deres indtægt.
- Brian Vestergaard, formand for Tillidsmandskollegiet og tillidsrepræsentant hos Danish Crown i Blans.

Næstformand i Fødevareforbundet NNF, Jim Jensen, er også tilfreds med aftalen og tilføjer:

- Muligheden for at opretholde en næsten normal løn, selvom man bliver sendt hjem, er med til at sikre, at medlemmerne bakker op om Danish Crowns testsystem. Samtidig har virksomheden en klar interesse i at holde smitten ude af slagterierne, så den ikke risikerer at måtte lukke dele af produktionen ned.

”Bedre end timeløn”

En af dem, der er glad for aftalen om den særlige COVID-19-aflønning, er slagteriarbejder Jesper Bjørnskov Krussa Klaus, som arbejder på slagtegangen hos Danish Crown i Blans. I december blev hans kollega testet positiv for COVID-19, og Jesper blev sendt hjem, indtil han kunne fremvise en negativ test.

– Jeg gik glip af tre arbejdsdage, men jeg fik 90% af min løn i de dage, og det er bedre end timeløn, som jeg ellers skulle have haft. For de tre dage var det omkring 1.500 kroners forskel, men det har jo endnu større betydning, hvis man er hjemsendt i flere dage. Så det er en rigtig god aftale, de har forhandlet hjem, siger Jesper Bjørnskov Krussa Klaus.

Jeg ville gerne have haft, at alle kollegaer, der har været berørt af COVID-19 var blevet tilgodeset – også dem, der har været hjemsendt på grund af lokale nedlukninger.
- Brian Vestergaard, formand for Tillidsmandskollegiet og tillidsrepræsentant hos Danish Crown i Blans.

Selv om mange kollegaer har haft glæde af den særlige COVID-19-aflønning, havde Brian Vestergaard gerne set, at endnu flere kollegaerne havde været omfattet af aftalen:

– Jeg ville gerne have haft, at alle kollegaer, der har været berørt af COVID-19 var blevet tilgodeset – også dem, der har været hjemsendt på grund af lokale nedlukninger, men det var desværre ikke muligt, siger Brian Vestergaard.

Øger testindsats fra 10% til 50%

Den særlige COVID-19-aflønning vil ifølge Brian Vestergaard få betydning for endnu flere kollegaer de næste par måneder.

For selv om han mener, at det i øjeblikket ser fornuftigt ud med smitten på slagterierne, vil den nye variation af COVID-19 kunne betyde, at flere kollegaer vil blive smittet, og dermed vil også flere kolleger opleve at blive sendt hjem. Derfor glæder det ham, at Danish Crown for nylig har øget testindsatsen på svineslagterierne fra 10% til 50%.

– Det er godt, at Danish Crown rykker så hurtigt i forhold til den nye variant fra England. De tager kollegaernes sundhed alvorligt og passer både på dem, produktionen og indtjeningen. Vi tester hver dag hele ugen, og i løbet af 14 dage er vi hele styrken igennem, siger Brian Vestergaard, som også roser kollegaerne for deres måde at håndtere hele den ekstraordinære situation på:

– Kollegaerne har taget godt imod alle de forskellige tiltag. De bliver nok ikke afhængige af at skulle have den næsetest, for det er ikke det mest behagelige i verden, men de gør det, og stemningen er positiv, siger Brian Vestergaard. Han ser frem til en mere normal hverdag, hvor COVID-19 ikke fylder så meget.