Ved nytår træder dele af regeringens nye beskæftigelsesreform i kraft. Det betyder mere uddannelse til ledige og mindre meningsløs aktivering
Er man arbejdsløs, vil man fra årsskiftet opleve forandringer.
Regeringen indgik i sommers et forlig om en ny beskæftigelsesreform og fik ros for reformen af Fødevareforbundet NNF.
Flere dele af reformen træder i kraft fra nytår, mens andre først er aktuelle til næste sommer.
Ændringer fra 1. januar 2015:
- Gentagen aktivering fjernes, så ledige kun skal i aktivering en gang.
- Seks ugers uddannelse bliver målrettet ledige fra første ledighedsdag. Men der er ikke længere frit valg af uddannelse, da uddannelsen skal være jobrettet og godkendt af jobcentret.
- Større tilskud til voksenlærlinge. Ordningen målrettes til ufaglærte og faglærte, som nu kan få tilskud til hele uddannelsen og ikke kun i to år som nu.
- Unge under 25 år uden job eller ungdomsuddannelse skal tjekkes for læse, stave og regnefærdigheder og skal deltage i undervisning, hvis de har problemer.
- Mindre løntilskud. Det bliver kun muligt at være i løntilskud i seks måneder hos private og fire måneder hos det offentlige.
- Mindre jobrotation. Fremover kan man kun være i jobrotation i seks måneder, og man skal have været ledig i seks måneder (i dag tre måneder).
Ny reform bringer a-kassen i front
Beskæftigelsesreformen kommer også til at betyde et uddannelsesløft til ufaglærte.
Den del træder også først i kraft i sommeren 2015, ligesom at ledige skal til samtale på jobcentret og a-kassen en gang om måneden.
Den del træder dog ikke i kraft ved årsskiftet, men først senere.
I Fødevareforbundet NNF's a-kasse glæder man sig dog til at få flere samtaler med de ledige fødevarearbejdere.
- Reformen vil komme til at styrke de lediges vej tilbage i arbejde. Vi ved, at hyppige samtaler med jobvejledere fra a-kassen er med til at få folk hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet, siger Esben Birkesholm, forsikringschef i Fødevareforbundet NNF's a-kasse.
Netop nu diskuteres det i Fødevareforbundet NNF, om man skal fusionere med Dansk Metals a-kasse fra 1. januar 2016.
- Begge a-kasser arbejder intensivt med at få vores ledige medlemmer tilbage i job så hurtigt som muligt. I Fødevareforbundet NNF's a-kasse er vi særligt gode til at tage de konkrete samtaler med vores ledige medlemmer og få afklaret, hvordan de bedst kommer i job. Dansk Metal har udviklet en effektiv job-formidlingsindsats i de seneste år og er helt med fremme i feltet på den front. Derfor tror jeg, en fusion vil styrke de ledige fødevarearbejdere i Danmark, siger Esben Birkesholm.