Foto af Mere uddannelse og tættere kontakt mellem de ledige og a-kassen styrker de ledige, lyder det fra Fødevareforbundet NNF's a-kasse.
Nyhed

Det betyder beskæftigelsesreformen for dig

Ved nytår træder dele af regeringens nye beskæftigelsesreform i kraft. Det betyder mere uddannelse til ledige og mindre meningsløs aktivering

Ved nytår træder dele af regeringens nye beskæftigelsesreform i kraft. Det betyder mere uddannelse til ledige og mindre meningsløs aktivering

Er man arbejdsløs, vil man fra årsskiftet opleve forandringer.

Regeringen indgik i sommers et forlig om en ny beskæftigelsesreform og fik ros for reformen af Fødevareforbundet NNF.

Flere dele af reformen træder i kraft fra nytår, mens andre først er aktuelle til næste sommer.

Ændringer fra 1. januar 2015:

- Gentagen aktivering fjernes, så ledige kun skal i aktivering en gang.

- Seks ugers uddannelse bliver målrettet ledige fra første ledighedsdag. Men der er ikke længere frit valg af uddannelse, da uddannelsen skal være jobrettet og godkendt af jobcentret.

- Større tilskud til voksenlærlinge. Ordningen målrettes til ufaglærte og faglærte, som nu kan få tilskud til hele uddannelsen og ikke kun i to år som nu.

- Unge under 25 år uden job eller ungdomsuddannelse skal tjekkes for læse, stave og regnefærdigheder og skal deltage i undervisning, hvis de har problemer.

- Mindre løntilskud. Det bliver kun muligt at være i løntilskud i seks måneder hos private og fire måneder hos det offentlige.

- Mindre jobrotation. Fremover kan man kun være i jobrotation i seks måneder, og man skal have været ledig i seks måneder (i dag tre måneder).

Ny reform bringer a-kassen i front

Beskæftigelsesreformen kommer også til at betyde et uddannelsesløft til ufaglærte.

Den del træder også først i kraft i sommeren 2015, ligesom at ledige skal til samtale på jobcentret og a-kassen en gang om måneden.

Den del træder dog ikke i kraft ved årsskiftet, men først senere.

I Fødevareforbundet NNF's a-kasse glæder man sig dog til at få flere samtaler med de ledige fødevarearbejdere.

- Reformen vil komme til at styrke de lediges vej tilbage i arbejde. Vi ved, at hyppige samtaler med jobvejledere fra a-kassen er med til at få folk hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet, siger Esben Birkesholm, forsikringschef i Fødevareforbundet NNF's a-kasse.

Netop nu diskuteres det i Fødevareforbundet NNF, om man skal fusionere med Dansk Metals a-kasse fra 1. januar 2016.

- Begge a-kasser arbejder intensivt med at få vores ledige medlemmer tilbage i job så hurtigt som muligt. I Fødevareforbundet NNF's a-kasse er vi særligt gode til at tage de konkrete samtaler med vores ledige medlemmer og få afklaret, hvordan de bedst kommer i job. Dansk Metal har udviklet en effektiv job-formidlingsindsats i de seneste år og er helt med fremme i feltet på den front. Derfor tror jeg, en fusion vil styrke de ledige fødevarearbejdere i Danmark, siger Esben Birkesholm.

Du kan læse mere om den eventuelle fusion mellem Fødevareforbundet NNF's a-kasse og Dansk Metals a-kasse her