Foto af "Vækstplanen understreger, at der er politisk vilje til at fastholde og endda udbygge fødevareindustrien i Danmark" siger Ole Wehlast
Nyhed

Velkommen til Vækstplan for fødevarer

En model for hvordan medarbejdere kan investere i deres virksomhed og efterfølgende få deres penge retur, er bare et af tiltagene i den vækstplan for fødevarer, som regeringen fremlægger i dag.
Ole Wehlast forbundsformand
Ole Wehlast forbundsformand

En model for hvordan medarbejdere kan investere i deres virksomhed og efterfølgende få deres penge retur, er bare et af tiltagene i den vækstplan for fødevarer, som regeringen fremlægger i dag.

Efter lang tids venten har regeringen i dag løftet sløret for deres Vækstplan for fødevarer.

Fødevareforbundet NNF er overordnet godt tilfreds med indholdet i planen:

- Sammen med Landbrug og Fødevarer kom vi tidligere på efteråret med fire forslag til steder, hvor vi tror på, at der kan ske en betydelig vækst indenfor fødevareindustrien. Jeg kan med tilfredshed konstatere, at regeringen har lyttet til vores forslag, siger forbundsformand Ole Wehlast.

Det drejer sig blandt andet om flere penge til miljøvenlige staldanlæg, og ikke mindst en model for medarbejderinvesteringsselskaber.

En ny bane

Muligheden for at oprette medarbejderinvesteringsselskaber er særligt interessant for Fødevareforbundet NNF.

Tidligere på året valgte 60 % af medarbejderne i Danish Crown svinedivision at forkaste en aftale, der indebar af de afstod en del af deres løn i en 4-årig periode. De afståede midler skulle investeres i nye staldanlæg, der ville betyde en øget produktion af slagtesvin på 3 millioner henover perioden.

- Vi har været i dialog med både tillidsrepræsentanter og medarbejdere siden afstemningen. Mange har peget på den manglende tilbagebetaling af den afståede løn, som en del af grunden til, at resultatet af afstemningen blev et nej. Det har derfor været vigtigt for os, at få politikerne til at lave en model, der sikrer, at medarbejderne kan få deres penge retur, hvis de vælger at investere i deres virksomhed. Den model har politikerne nu leveret. Der er nu en ny bane at spille på, hvis medarbejdere og virksomheder kan blive enige om at der skal investeres i vækst og beskæftigelse, forklarer Ole Wehlast.

Regeringen understreger i deres forslag, at der er en række forhold der skal afklares nærmere i det kommende lovforbedrende arbejde.

En regering, der lytter

Ole Wehlast roser Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, Miljøminister Ida Auken og Fødevareminister Dan Jørgensen for deres Vækstplan for fødevarer:

- Vækstplanen understreger, at der er politisk vilje til at fastholde og endda udbygge fødevareindustrien i Danmark. Det er ikke nok, at alle os der arbejder indenfor fødevareerhvervene kæmper for vores arbejdspladser. Der er behov for en politisk bevågenhed, hvis vi også i fremtiden vil nyde godt at de økonomiske gevinster, fødevareindustrien giver det danske samfund. Derfor betyder det meget, at regeringen fremlægger deres vækstplan for fødevarer. Men det betyder også meget, at de lytter til os, der har vores daglige gang indenfor erhvervene, mener forbundsformand Ole Wehlast.

Han ser nu frem til at få vækstplanen behandlet, så dens positive hensigter kan udmøntes i flere jobs.
For yderligere kommentarer:

Hvis journalister ønsker en kommentar til Vækstplan for fødevarer, kontakt da kommunikationschef i Fødevareforbundet NNF Emilia Maria van Gilse på emg@nnf.dk eller 4029 6145. 

Du kan hente Vækstplan for fødevarer her.