Det skal være trygt at gå på arbejde i Arla.
Det kæmper Janus Ravn, koncerntillidsrepræsentant i Arla Foods, for dag efter dag. Han repræsenterer hele 9.000 kolleger i Danmark.
Og nu bliver hans indsats anerkendt med en nominering til ’Årets tillidsrepræsentant 2026’.
En vigtig del af indsatsen er projektet ’Den gode tone’, som skal gøre det tryggere for kollegerne at sige fra, når noget ikke er, som det skal være.
Se her, hvad Janus gør for at nå målet – og hvad han håber, kollegerne kan se tilbage på om 10 år.
Hvad betyder det for dig at være nomineret til ’Årets tillidsrepræsentant 2026’?
– Det er overvældende.
– I min hverdag gør jeg alt, hvad jeg kan, for at sørge for, at mine kolleger har det godt. Jeg er sat i verden for at gøre deres hverdag så nem og ordentlig som muligt. At skabe ro på arbejdspladsen.
– Derfor betyder det alt, at kollegerne oplever, at jeg gør en forskel – så jeg blev rørt, da jeg fik nyheden om nomineringen.
Hvorfor startede du projektet ”Den gode tone”?
– Man skal kunne sige fra, hvis der er noget, som ikke er i orden.
– En medarbejderundersøgelse viste dog, at der var en del af mine kolleger, som ikke var trygge ved at sige fra og række hånden op, hvis noget var galt.
– Så projektet handler om, at det skal være trygt at gå på arbejde i Arla – for alle. Uanset hvor man er placeret i organisationen. Mine kolleger skal vide og stole på, at de bliver set og hørt.
Mine kolleger skal føle, at det er okay at være det menneske, de er.
Hvordan arbejder I konkret med projektet?
– Vi tager fx rundt på virksomhederne og taler om det med den gode tone.
– Det handler både om, hvad der bidrager til at skabe et trygt rum på arbejdspladsen, og hvem man skal hive fat i, hvis der er noget, man går med. Og heldigvis kan vi mærke på flere kolleger, at det virker.
Hvad vil være den største succes for dig?
– Jeg håber, at vi om 10 år kan sige: Kæft, det var godt, at vi talte om, at vi skal tale ordentligt til hinanden.
– Det er vigtigt for mig, at vi hele tiden sammen stiller spørgsmål ved, om vi gør det rigtige. Vi skal turde udfordre status quo.
– I sidste ende handler det om, at mine kolleger føler, at det er okay at være det menneske, de er.
Sådan stemmer du på Janus med få klik
Det er A4 Medier, der står bag prisuddelingen Årets TR 2026, som løber af stablen tirsdag den 17. november i K.B. Hallen i København.
Og med ganske få klik kan du hjælpe Janus mod sejren som ’Årets tillidsrepræsentant 2026’.
Klik her for at afgive din stemme.
Du deltager samtidig i lodtrækningen om et ophold for to på Comwell Borupgaard.