Foto af Martin Christensen, Danish Crown
Nyhed

Ulykke gjorde Mateusz ukampdygtig i opskæringen: Nu er han elektriker på slagteriet

En ulykke i opskæringen på slagteriet i Horsens gjorde Mateusz Josef ude af stand til at fortsætte som slagteriarbejder. Efter en målrettet indsats og et bredt samarbejde har han i dag et job som elektriker på slagteriet.

Et uheldigt splitsekund i opskæringen på slagteriet i Horsens gjorde, at 28-årige Mateusz Josef for et års tid siden skar sig slemt i sin venstre tommelfinger.

Efter flere måneders genoptræning og afprøvning på slagteriet stod det klart, at Mateusz Josef ikke længere kunne arbejde som slagter. Han kan ikke længere klemme særlig hårdt med venstre hånd uden smerter. I processen med at forsøge at få Mateusz Josef tilbage i arbejde, bliver tillidsrepræsentant Morten Grau gjort opmærksom på, at han er uddannet elektriker i Polen. Og så gik det stærkt.

- Det ser jeg som en gylden mulighed, som han også er interesseret i. Derfor går vi sammen med Danish Crown til jobcentret, som på dette tidspunkt er ved at raskmelde Mateusz. Sammen presser vi på for, at han kommer i otte ugers praktik på slagteriet i Horsens som elektriker. I et rigtig godt samarbejde med Danish Crown, hvor særligt Danish Crowns egen socialrådgiver fortjener ros, lykkes det med en praktikperiode til Mateusz, som viste sig at være et fantastisk match, siger Morten Grau, tillidsrepræsentant på slagteriet i Horsens.

Et elektrisk talent

Elektrikerarbejdet og Mateusz Josef var et godt match, for i uge 44 sidste år startede han på en ny kontrakt i Danish Crown som elektriker på fuld tid. Spørger man Mateusz selv, så er han utrolig taknemmelig for al hjælpen med forløbet i jobcentret, jobafklaringen, sygdomsforløbet mm., som Danish Crown og Fødevareforbundet NNF i fællesskab har hjulpet med.

Jeg ville jo gerne have været ulykken foruden, men jeg er også meget glad for nu at kunne bruge min uddannelse her i Danmark og arbejde som elektriker.
- Mateusz Josef

- Jeg har kun boet i Danmark i to år, så selvom mit engelsk er okay, så var det en meget omstændig og overvældende proces at være igennem. Jeg vil gerne både rose og takke Danish Crown, Morten Grau og Fødevareforbundet NNF for al hjælpen og støtten. Jeg ville jo gerne have været ulykken foruden, men jeg er også meget glad for nu at kunne bruge min uddannelse her i Danmark og arbejde som elektriker, siger Mateusz Josef.

Det er ikke kun Mateusz, der er glad for at være blevet elektriker igen. Det er hans nye leder, Søren N. Andersen, også.

- Jeg hører første gang om Mateusz, da de prøver at stable praktikforløbet på benene, og jeg var åben for at give ham chancen. Og så viste det sig jo, at han er det, jeg vil kalde et elektrisk talent. Derfor får jeg hurtigt talt med min chef om muligheden for at kunne fastansatte Mateusz. Han er en fornøjelse at arbejde sammen med, siger Søren N. Andersen, der er Assistant Manager, Utilities i på slagteriet i Horsens.

I fællesskab når vi langt

Mateusz Josef fortæller, at hans baggrund som elektriker ikke rigtig er blevet omtalt tidligere dels grundet sprogudfordringer, og dels fordi han var glad for dagligdagen i opskæringen. Her arbejder hans søsters mand og en fætter nemlig også. Men han er utrolig glad for sine nye kollegaer og at være tilbage i elektrikerfaget, som han brænder for.

Én ulykke er en ulykke for meget, men nu har vi vist, at skulle uheldet være ude, kan vi nå langt i fællesskab.
- Morten Grau, tillidsrepræsentant, DC Horsens

Tillidsmand Morten Grau er glad for at se, at Mateusz Josef har kunnet finde et andet arbejde på slagteriet i Horsens og tilmed bruge sin uddannelse i det nye job.

- Virksomheden fortjener rigtig stor ros. Mateusz stod i en kompliceret situation, men denne sag viser, at hvis vi tænker i alternative baner og samarbejder på tværs af virksomheden og med Fødevareforbundet NNF, så kan vi nå rigtig langt for alles bedste. Én ulykke er en ulykke for meget, men nu har vi vist, at skulle uheldet være ude, kan vi nå langt i fællesskab, siger Morten Grau.

Mateusz Josef er igen i gang som elektriker