Nyhed

Fredag lukker fabrikken, men mange medarbejdere har allerede forladt den

Onsdag røges det sidste hamburgerryg på Delika Engesvang, inden fabrikken lukker fredag. For slagter Brian Hald bliver det både et farvel til fabrikken, kollegaerne og rollen som tillidsrepræsentant, men han glæder sig til sit nye job.

Kollegaerne hos Delika i Engesvang var rystede, da de i september modtog beskeden om, at deres arbejdsplads skulle lukke. Ledelsen havde besluttet at flytte produktionen til virksomhedens andre fabrikker i Ålborg og Århus.

Kollegaerne har sunket den og vænnet sig til tanken.
- Brian Hald, tillidsrepræsentant

Onsdag den 24. januar produceres det allersidste hamburgerryg og bacon i Engesvang, og fredag siger kollegaerne farvel til fabrikken og hinanden.

– Kollegaerne har sunket den og vænnet sig til tanken. Der er jo en grund til, at vi lukker. Hvis man ser på, hvor meget vi har haft at lave de sidste tre år, er det kun gået ned ad bakke. Sådan er det, og så må man jo videre, siger tillidsrepræsentant Brian Hald og fortsætter:

– Jeg synes, at stemningen generelt har været fin herude, og kollegaerne har fået snakket om det hen over bordene i hverdagen.

Tilbage til håndværket

De 17 kollegaer i produktionen, der arbejdede under overenskomsten med Fødevareforbundet NNF, blev alle tilbudt job på virksomhedens fabrikker i Ålborg og Århus, men ingen af dem valgte at tage med videre.

Ret mange har allerede fundet noget andet.
- Brian Hald, tillidsrepræsentant

I stedet har de selv fundet nyt job, og nogle har allerede forladt virksomheden, mens andre starter umiddelbart efter lukningen.

– Ret mange har allerede fundet noget andet. En af mine ældre kollegaer stopper, fordi han kan gå på efterløn, men han er også blevet tilbudt andet arbejde. I næste uge kommer a-kassen herud, og jeg tror kun, at vi bliver 5-6 stykker. Resten er sådan set videre, siger Brian Hald, som også har fået nyt job:

Jeg er uddannet butiksslagter, så det bliver godt at komme tilbage til håndværket
- Brian Hald, tillidsrepræsentant

Mandag den 5. februar starter han hos Pølsemageriet i Silkeborg, og det glæder han sig meget til.

– De har mange flere produkter, så jeg skal både hakke fars og lave leverpostej, paté, grillpølser, spegepølser og bøffer. Jeg er uddannet butiksslagter, så det bliver godt at komme tilbage til håndværket, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.


Når fabrikken er lukket fredag, håber Brian Hald, at der bliver tid til, at kollegaerne kan få en bid mad og en sodavand sammen.

Pølsemageriet er en lille virksomhed med kun tre ansatte udover Brian, og derfor betyder det nye job også, at han ikke længere skal være tillidsrepræsentant.

– Det kommer jeg til at savne, for jeg har et rigtig godt netværk med de andre tillidsfolk i Fødevareforbundet NNF. Det har været rart at mødes og snakke om, hvordan vi hver især håndterer de ting, der rører sig på vores arbejdspladser, siger han.

Mødes igen om et år  

Rollen som tillidsrepræsentant er ikke det eneste, Brian kommer til at savne:

– Jeg kommer til at savne kollegaerne mest. Sådan tror jeg, at vi alle sammen har det, siger han.

Derfor har de lavet en privat Facebook-gruppe og aftalt, at de vil forsøge at samles om et år.

– Vi har talt om, at det kunne være sjovt at mødes og se, hvor folk er henne i verden efter det år. Det, håber jeg, kan lykkes, siger Brian.

Faktaboks: 

Delika Engesvang producerer røgvarer som f.eks. bacon, hamburgerryg og skinker.

Inden virksomheden blev solgt til Delika i 2014, var den familiejet og hed Eberhart. I 2023 opkøbte Delika pålægsvirksomhederne under Skare Food og har nu valgt at lukke fabrikken i Engesvang for at samle aktiviteterne på virksomhedens øvrige fabrikker.