Foto af Danish Crown
Nyhed

For Brian og Bjarne er det ikke en udfordring at være døv

På slagteriet i Horsens er der fire kollegaer, som hverken kan høre eller tale. To af dem er Brian Terkelsen og Bjarne Schultz, og selvom kollegaerne ikke er flydende på tegnsprog, glider arbejdet i afdelingen så godt, at ledelsen gerne så flere døve søge job på slagteriet.
Brian og Bjarne er begge døve og har arbejdet på slagteriet i Horsens i henholdsvis 15 og 16 år.
Brian og Bjarne er begge døve og har arbejdet på slagteriet i Horsens i henholdsvis 15 og 16 år.

Brian Terkelsen og Bjarne Schultz har som de eneste ansatte i pakkeriet ikke noget høreværn på. Udefra ser det uansvarligt ud, men for de indviede giver det mening.

Brian og Bjarne er nemlig to af de i alt fire døve ansatte på slagteriet i Horsens, og det har de været i henholdsvis 15 og 16 år.

Der bliver ikke taget et ekstra hensyn til os i hverdagen, og det er faktisk rart.
- Bjarne Schultz, slagteriarbejder

I dag er de begge servicemænd i pakkeriet, men i løbet af årerne har de arbejdet flere steder på slagteriet. Begge er de enormt glade for at arbejde i Danish Crown, hvor de i det daglige arbejde ikke føler sig særligt begrænset trods deres handicap.

- Der bliver ikke taget et ekstra hensyn til os i hverdagen, og det er faktisk rart. Alle andre end os går jo med høreværn, fordi der er meget larm i afdelingen, hvor der tilmed også er mange nationaliteter. Så meget kommunikation foregår med fagter og kropssprog i forvejen blandt de andre, og så er det jo bare lidt mere med os, siger Bjarne Schultz.

Manglende hørelse giver andre kompetencer

Både 58-årige Brian og 58-årige Bjarne har sammenlagt kun været arbejdsløs i et par år i deres lange liv, men det er bestemt ikke normalen for de rundt regnet 4.000 døve i Danmark, hvor flere undersøgelser viser, at døve er langt nede på ønskelisten hos virksomheder, når de skal ansætte nye medarbejdere.

- Det ærgerligt, at mange arbejdsgiver vælger den ”nemme” løsning ved ikke at ansætte døve. For ellers er vi jo som alle andre, og faktisk er mange døve rigtig gode til at arbejde med deres hænder efter et helt liv med tegnsprog. Mange døve har også en rigtig god koncentrationsevne og er gode til at fokusere, fordi vi af åbenlyse årsager ikke bliver forstyrret lige så meget som hørende kollegaer, siger Brian Terkelsen.

Det bakker Peder Vejen Madsen op om, der er chef for pakkeriet på slagteriet i Horsens. Han har kun roser til overs for de døve kollegaer.

- Jeg ser dem ikke som særlig begrænset af hørehandicappet i deres arbejde, faktisk tværtimod. De ser simpelthen flere ting end andre og er vildt skarpe til hurtigt at håndtere en udfordring, før den eskalerer. Og så er de bare virkelig dygtige til deres arbejde, som bestemt ikke er nemt. De har en stor værdi for os, og jeg ved, at mange af deres kollegaer værdsætter dem meget, siger Peder Vejen Madsen.

Flere døve er velkomne

På slagteriet er der umiddelbart ikke andre end de fire døve, der kan tegnsprog. Men det sætter ikke en stopper for det kollegiale sammenhold.

- Brian og jeg er jo med årerne blevet ret gode til at mundaflæse, og det ved de fleste af vores kollegaer godt. Så med en kombination af mundaflæsning og fagter, forstår vi faktisk hinanden uden de store problemer. Og så har vi også sjov med at lære kollegaerne noget af det mere beskidte tegnsprog, siger Bjarne Schultz med et stort smil.

Både Brian og Bjarne drømmer om, at der kommer flere døve i arbejde på slagteriet i Horsens. Til alle døve, de møder, anbefaler de også Danish Crowns arbejdspladser som steder, hvor der er gode muligheder for jobs til døve.

- Det er ærgerligt, at mange døve i Danmark ikke har et arbejde, når der er arbejdspladser som her i Horsens, hvor et hørehandicap faktisk ikke er den store barriere. Derfor opfordrer jeg altid døve til at søge jobs og bruger Danish Crown som det gode eksempel. Det er nemlig den bedste måde at bevise omverdenen, at vi kan arbejde præcist lige så godt som alle andre, siger Brian Terkelsen.