Foto af Rune Evensen
Nyhed

65-årige Kirsten vil finde nyt arbejde efter lukning: ”Jeg har et godt helbred og har ikke lyst til at gå hjemme”

Hun kunne vælge at gå på efterløn, men Kirsten Skovgaard Pedersen vil ud at finde et nyt arbejde, når hendes arbejdsplads, AG Snus, lukker og slukker til januar.

Ingen havde set den komme.

Kirsten Skovgaard Pedersen anede ikke uråd, da hun og de andre på aftenholdet på AG Snus blev bedt om at møde ind en time før normalt, fordi der var fællesmøde. Det var nemlig ikke unormalt, at repræsentanter for virksomhedens udenlandske ejere kom for at hilse på medarbejderne og give informationer.

Men da Kirsten kom ind i mødelokalet, kunne hun straks se, at der var flere til stede fra ledelsen, som hun ikke kendte. Der var også en fra HR.

- Der vidste jeg, at det var ikke så godt det her, fortæller hun.

Nogle stykker græd. Vi var simpelthen så uforberedte på det.
- Kirsten Skovgaard Pedersen, produktionsmedarbejder, AG Snus

Situationen mindede hende om dengang ni år tidligere, da hun og de daværende kolleger på slagteriet i Faaborg fik besked om, at slagteriet skulle lukke. Meddelelsen til Kirsten og kollegerne på AG Snus denne onsdag i september var den samme: Virksomheden lukker den første januar 2024 og produktionen flyttes til andre lokationer i Skandinavien.

- Det var et chok for os alle sammen. Der var nogle, der var virkelig, virkelig berørte. Nogle stykker græd. Vi var simpelthen så uforberedte på det, siger hun.

Er ikke klar til at stoppe arbejdslivet

AG Snus blev grundlagt i 2010 som en udløber af Assens Tobaksfabrik. I 2021 blev virksomheden opkøbt af Philip Morris og året efter lagt ind under den store snusproducent Swedish Match, som Philip Morris netop også havde erhvervet.

- Den gang fik vi at vide, at de havde lejet bygningerne her i fem år, så ingen troede, at der ville ske noget i hvert fald i fem år, siger Kirsten Skovgaard Pedersen, der har været på virksomheden siden 2014.

Jeg har et godt helbred og har ikke lyst til at gå hjemme.
- Kirsten Skovgaard Pedersen, produktionsmedarbejder, AG Snus

Det er nu to uger siden, at medarbejderne fik beskeden, og selvom stemningen fortsat er trykket, ser de fleste dog lidt mere positivt på tingene nu, fortæller Kirsten. Med Fødevareforbundet NNF’s hjælp har medarbejderne fået lavet en god aftale med ledelsen.

De 51 medarbejdere er opsagt per den 1. januar og har derefter ret til en periode med fuld løn alt efter anciennitet. Kirsten har været på virksomheden i ni år og får 15 uger med fuld løn. Hun har med andre ord god tid til at finde ud af, hvad hun vil nu. Hun fylder 66 år til januar og havde håbet, at hun kunne være på AG Snus til, hun når folkepensionsalderen året efter.

- Sådan skulle det ikke være, siger hun og slår fast, at hun vil finde noget andet, selvom hun også kunne gå på efterløn.

- Jeg har et godt helbred og har ikke lyst til at gå hjemme, siger hun.