15. marts 2023
Skrevet af Sophie Holland
Foto af Jørgen True
Reportage

”Folk synes, at det, jeg laver, er forkert”

Hos House of Oliver Twist fremstiller tolv produktionsmedarbejdere tobakspastiller. De er stolte af deres fag og håndværk, men de bliver ofte mødt med både undren og forargelse fra omverdenen.

House of Oliver Twist har eksisteret i mere end 200 år, og i lige så lang tid har medarbejderne fremstillet tobakspastiller. Pastillerne, som skal tygges for at frigive nikotin, har forskellige smage som for eksempel lakrids og tobak .

Hvis jeg sidder til et middagsselskab, kan jeg mærke, at folk synes, at det, jeg laver, er forkert.
- Erik Thulesen, tillidsrepræsentant

Medarbejderne hos House of Oliver Twist er stolte af det detaljerede håndværk, de hver dag udfører. Men de oplever, at andre kan undre sig meget, når de hører, hvad medarbejderne laver til hverdag.

Hvis jeg sidder til et middagsselskab, kan jeg mærke, at folk synes, det jeg laver, er forkert. Det ligger ligesom i luften. De synes, det er for dårligt, at jeg laver et produkt, som kan skade folk. Der er ingen, der ville blive forargede, hvis jeg arbejdede på en kagefabrik eller et på mikrobryggeri. Lige så snart det er tobak, har de paraderne oppe, siger tillidsrepræsentant hos House of Oliver Twist, Erik Thulesen.

“Jeg stoppede med at ryge ved at bruge pastillerne”

Til gengæld kan Erik også mærke, at folks skepsis hurtigt bliver mindre, når han forklarer sig. Han synes nemlig, at produktet er et godt alternativ til for eksempel cigaretter.

Jeg er stolt af at være med til at lave et så kvalitetssikret produkt.
- Erik Thulesen, tillidsrepræsentant

Tobakspastillerne indeholder nikotin, men de frigiver ikke de skadelige stoffer tjære og kulilte, som rygning gør.

- Selvfølgelig er vores pastiller ikke risikofri. Men de skal ses som et alternativ til at ryge. Jeg stoppede selv med at ryge ved at bruge dem, siger Erik og fortsætter:

- Så først bliver folk forargede. Men når jeg forklarer, at produktet er et alternativ til cigaretter, forstår de mig bedre. Jeg er stolt af at være med til at lave et så kvalitetssikret produkt.

Se den fascinerende proces fra tobaksblad til pastil 

Udover de kritiske kommentarer elsker Erik og kollegerne deres job. Det afspejler sig også i den anciennitet, de har på fabrikken. Erik er junior. Han har arbejdet der i 17 år. For nylig stoppede hans kollega Krista, efter 45 år på fabrikken. De fleste andre har været der tæt på eller i over 30 år. 

Malene Kjærsgård har fx været på fabrikken i 33 år. Hun kan arbejde ved alle stationerne, og i dag er hendes titel dæksmager. Hun tager de fugtede tobaksblade, der i konsistensen minder om læder, og sender dem ind i maskinen, så stilken cuttes af.

“Vi sidder her kun to dage ad gangen, så roterer vi. Før sad vi en uge ad gangen, og så kunne det godt brænde lidt i ryggen. Det hjælper også, at jeg har en god stol og en fodstøtte, og så har vi også det personalegode, at vi kan få massage,” siger Malene.

Tvillingesøstre arbejder tæt sammen

I spindestuen står tre kvinder og spinder tobaksbladene, som lige er blevet cuttet over ude hos Malene. To af dem gør det i hånden.

- Det ser let ud, men det er det ikke, forsikrer Alicja Zajaczkowski.

Hun spinder hvert enkelt tobaksblad sammen til en lang streng, som trækkes ind i en maskine. Alicja kan mærke, hvor hårdt hun skal presse ned på den streng, hun ruller, for at diameteren på strengen bliver så præcis som muligt. Den optimale diameter på strengen er 5 millimeter.

Alicja arbejder på akkord og får løn efter, hvor god kvalitet tråden er, og hvor mange kilo hun har nået at lave. 

“Jeg elsker at arbejde her. Jeg bliver aldrig kigget over skulderen, og jeg kan tage de pauser, jeg vil. Vi står og snakker og har det sjovt,” siger  Alicja Zajaczkowski, der har været på Oliver Twist i 29 år.

Medarbejderne på Oliver Twist kender alle sammen hinanden godt, og udtrykket “min anden familie” går igen.

For Alicja Zajaczkowski og Justyna Chodkiewicz  smelter arbejde og privatliv i dén grad sammen. De er nemlig tvillinger og har arbejdet på fabrikken i henholdsvis 29 og 32 år. Før i tiden arbejdede deres to ældre søstre der også.

“Det er fint at arbejde sammen. Alicja kan godt være lidt irriterende, men det er, fordi hun er lillesøster. Der er nemlig 45 minutter imellem os,” siger Justyna med et grin og puffer til søsteren.

I dag står Justyna ved maskinen, der kan spinde tobak. Den kører en noget større mængde tobak igennem på en dag, end håndspinderne kan nå. Direktøren for House of Oliver Twist, Peer Dyhr, synes, det er vigtigt at holde fabrikkens stolte traditioner i hævd. Derfor har de altid håndspindere i gang samtidig med, at maskinen kører.    

Når spinderne er færdige med en rulle spundet tobak, hænger de den op i kondirummet. Hver rulle tobak har en seddel med et nummer, så man kan spore, hvem der har siddet ved maskinen og klippet stilken af, og hvem der har spundet den.

Når fabrikken køber tobaksbladene, bliver de tørret og frosset ned til minus 14 grader. På den måde rådner bladene ikke, og tobakken kan holde sig i flere år. Men når bladene skal arbejdes med, tilføres de fugt i alle processer, indtil de når kondirummet. Her skal al fugt trækkes ud af dem, så de er klar til at blive klippet i de små tobakspastiller.

Tobakken hænger mellem 11 og 20 dage i kondirummet og bliver holdt nøje øje med. Tørrer tobakken for hurtigt, bliver den for sprød. Tørrer den for langsomt, kan der opstå mug. 

I sovseriet sørger Erik Thulesen for at tilføre smagsgivere og lakrids til de forskellige varianter. Bagefter står de i tørreovn i et døgn og kan opbevares i tønder, til de skal bruges. På billedet er det Erik og direktør Peer Dyhr.