Nyhed

Ansatte får undervisning i arbejdstiden: - Det gør min hverdag nemmere

I stedet for perioder på dagpenge i lavsæsonen har ansatte på Kelsen i år været på seks ugers uddannelse med fuld løn.
Få artiklen læst op:
0:00

Flere ansatte på småkagefabrikken Kelsen i Nørre Snede var skeptiske da de hørte det: Alle faste medarbejdere skulle i december screenes og have vurderet deres kompetencer i f.eks. dansk og matematik.

- Vi har aldrig prøvet sådan noget før, så vi var da lidt skeptiske og snakkede meget om det på fabrikken. Vi anede ikke noget om, hvad det gik ud på, men det var ikke så slemt, da vi først kom af sted, siger Erna Hansen og griner.

Hun har været på virksomheden i snart 20 år. Hun er vant til, at mange kolleger forlader fabrikken i lavsæsonen i starten af året. Hun plejer selv i dele af lavsæsonen at blive sendt på arbejdsfordeling, hvilket vil sige perioder hjemme på dagpenge.

I år valgte Kelsen dog at løse udfordringen ved fra januar til marts at sende de faste medarbejdere på i alt seks ugers uddannelse, mens produktionslinjerne stod stille.

Ordblindeundervisning gør hverdagen lettere

Medarbejderne havde inden da været igennem en screening af deres kompetencer og blev tilbudt undervisning, der passede til deres behov. Nogle har fået undervisning i IT, andre i dansk for tosprogede og nogle har modtaget ordblindeundervisning. Erna Hansen tilhører sidstnævnte gruppe. Det samme gør kollegaen Susanne Carlsen.

- Jeg havde en fornemmelse af, at jeg var ordblind, men jeg var aldrig blevet testet. Så da jeg efter screeningen blev spurgt, om jeg ville blive testet, sagde jeg, at det ville jeg gerne. For så har man en idé om, hvor man står. Jeg lå så i den gruppe, der kunne få noget ordblindeundervisning, siger hun.

Susanne Carlsen og Erna Nielsen arbejder på Kelsen i Nr. Snede
Susanne Carlsen (tv) og Erna Nielsen (th) kan bruge de redskaber, de har lært ved ordblindeundervisningen, både privat og på arbejdet.

De to kolleger oplever begge, at de kan bruge det, de har lært, både privat og på virksomheden.

- Jeg synes virkelig, at vi har fået så mange gode hjælpemidler. Det gør min hverdag nemmere, siger Susanne Carlsen.

Jeg synes virkelig, at vi har fået så mange gode hjælpemidler. Det gør min hverdag nemmere.
- Susanne Carlsen, produktionsmedarbejder, Kelsen Nr. Snede

Hun nævner telefonens oplæsningsfunktion som et eksempel på et redskab, hun nu bruger ofte.

Undervisning til fuld løn

De ansatte har fået fuld løn i de uger, der har været undervisning, og kurserne er foregået på fabrikken i arbejdstiden.

- Det er kun positivt, at vi ikke skal køre længere, end vi skal til hverdag, siger Erna Hansen, og Susanne Carlsen stemmer i:

- Og så er det rart, at det er sammen med nogle, vi kender.

Lene Jensen og Joan Bach har været henholdsvis 30 år og 17 år på Kelsen. Deres screening viste, at de ikke var i målgruppen for hverken FVU Dansk, som er dansk for tosprogede, eller ordblindeundervisning, og de har derfor været på IT-kursus.

- Vi er måske ikke de store computernørder, siger Joan Bach med et smil.

IT-undervisningen kommer også både medarbejdere og virksomheden til gavn, da medarbejderne i produktionen i højere og højre grad skal benytte en computer.

Ordningen skal gentages

Lene Jensen og Joan Bach glæder sig over, at løsningen også har betydet, at virksomheden har beholdt flere faste medarbejdere i lavsæsonen. I alt er ca. 75 produktionsmedarbejdere fordelt på tre skift fortsat på Kelsen, mens man i slutningen af lavsæsonen 2022 var nede på blot 48 fordelt på tre skift.

Det skal bare blive ved. Det har været en super positiv oplevelse.
- Lene Jensen, produktionsmedarbejder, Kelsen Nr. Snede

- Det er suverænt, at vi kan være nogle flere, siger Joan Bach.

I højsæsonen skal der ansættes en masse nye kolleger, og der forventes at blive brug for cirka 55 medarbejdere på hvert skift – i alt ca. 165 – i produktionen. Det går nemmere, når der er flere faste til at lære de nye op, fortæller Lene Jensen.

- Det giver os et overskud til at tage os af de nye, siger hun.

De to er derfor heller ikke i tvivl om, at de ønsker sig, at løsningen med at sende alle faste medarbejdere på uddannelse bliver gentaget.

- Det skal bare blive ved. Det har været en super positiv oplevelse, siger Lene Jensen.