Foto af Rune Evensen
Nyhed

Skakmat i Sæby: Den hårdeste af alle dage

Onsdag den 21. juni 2023 blev den sidste gris slagtet på Danish Crowns slagteri i Sæby. 112 års slagteridrift i den nordjyske by er nu slut, og 800 slagteriarbejdere er gået på jagt efter deres næste job
Den sidste gris stikkes på Danish Crowns slagteri i Sæby
Den sidste gris stikkes på Danish Crowns slagteri i Sæby

Onsdag den 21. juni 2023 kl. 10:25 sluttede 112 års slagterihistorie i Sæby. Det sidste vognlæs slagtegrise blev leveret af Peter Joest Andersen, og helt i tråd med situationen i dansk slagteindustri, blev der også denne dag slagtet færre grise end planlagt.

Det er netop det katastrofalt lave antal slagtegrise, der i april fik Danish Crown til at indstille slagteriet i Sæby til lukning. I første omgang skulle den sidste gris først have været slagtet i uge 28, men den akutte mangel på slagtegrise fik for 14 dage siden koncernen til at fremrykke lukningen med tre uger. Og med den sidste gris slagtet, lukkede afdeling for afdeling ned – ikke bare for dagens produktion. Men for altid.

I takt med, at det sidste læs grise bevægede sig ned gennem produktionen, blev gruppen af mennesker, der fulgte den sidste gris i Sæby, større og større. Med sørgmodige øjne tog de snart forhenværende kolleger afsked med den sidste gris og med hinanden.

Kollegerne er fortrøstningsfulde

Der blev både udvekslet kram og varme klap på skulderen blandt de mange ansatte, der fulgte den sidste gris på dens sidste rejse, og flere måtte også tørre øjnene undervejs. Men selvom stemningen var tung og trykket i produktionen, så har langt de fleste kolleger har fundet ro i lukningen, og er i gang med at se fremad, fortæller tillidsrepræsentant Jens Hansen:

- Folk har haft et par uger til at synke nyheden, og de er så småt i gang med at lægge planer for deres fremtid. Det har været et par travle uger på tillidsmandskontoret, men de fleste kolleger er fortrøstningsfulde, fortæller Jens Hansen.

Selv skal han bestyre den såkaldte Jobbank, der frem til februar næste år skal hjælpe så mange af de fyrede slagteriarbejdere videre i enten job eller uddannelse.

Kristian Brix stak den sidste gris

Det var ikke aftalt på forhånd, men det blev Kristian Brix, der stak den sidste gris.

Han har været på slagteriet i 14 år, og han er en af dem, der endnu ikke ved, hvad der venter ham på den anden side. Med baggrund i den fremrykkede lukkedato betaler slagteriet timeløn til alle de tilbageværende slagteriarbejdere de næste tre uger. Men hvad der så skal ske, ved Kristian Brix ikke:

- Men jeg er ikke så nervøs. Der skal nok dukke noget op, lyder det stille og roligt fra slagteriarbejderen.

Selvom den sidste gris har ladt livet, møder der slagteriarbejdere ind i morgen. Skærestuen og pakkeriet skal gøre arbejdet med den sidste gris færdig, så det er først fra på fredag, at der bliver helt stille i produktionshallerne på det snart forhenværende Danish Crown slagteri i Sæby.