Nyhed

Jobmesse i Sæby er en stor succes

Det er travlhed foran Danish Crown slagteri i Sæby. 35 nordjyske virksomheder viser de snart forhenværende slagteriarbejdere, hvad de kan tilbyde dem af jobmuligheder
Jobmesse foran Danish Crowns slagteri i Sæby
Jobmesse foran Danish Crowns slagteri i Sæby

Foran Danish Crowns slagteri i Sæby er der sat et stort hvidt telt op. 35 nordjyske virksomheder har lavet hver deres bod, hvor de gør sig attraktive i forhold til at tiltrække de slagteriarbejdere, der snart skal se sig om et nyt job.

Messen er resultatet af et samarbejde mellem en række nordjyske jobcentre, og også afdelingsformand for Fødevareforbundet NNF Nordjylland Svend Erik Andersen har været involveret i processen:

- Det er utrolig positivt, at det nordjyske erhvervsliv går så aktivt ind i arbejdet med at hjælpe de 800 fyrede slagteriarbejdere videre i job.

Slagteriarbejderne har fri til at gå ned og besøge messen, og det tilbud har rigtig mange taget imod:

- Jeg er glad for, at messen er en succes. Det beviser jo også, at de danske slagteriarbejdere er attraktiv arbejdskraft, som mange virksomheder gerne vil have fingre i. Det giver mig håb om, at det lykkes at få de gode folk videre i deres arbejdsliv – også selvom deres nuværende arbejdsplads desværre må lukke, fortæller Svend Erik Andersen.

Meddelelsen om lukningen af Danish Crowns slagteri Sæby kom den 20. april, og den sidste gris bliver slagtet i uge 28.