Jeg mener

Er arbejdsudbud virkelig vigtigere end mennesker?

Engang havde vi en regering, hvor mennesket var i centrum. I dag er der i stedet sat reformer på dagsordenen, og et øget arbejdsudbud står i centrum. Men den går ikke, mener Flemming Hansen, der er afdelingsformand for Fødevareforbundet NNF Østjylland

Et kendt Kim Larsen citat lyder: ”Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage. De stærke skal sgu nok klare sig.” Jeg kunne ikke være mere enig.

Desværre er vi lige nu vidner til en regering, der tager rigeligt hensyn til de stærke, og meget lidt hensyn til de svage. Ja, faktisk meget lidt hensyn til de helt almindelig danske lønmodtagere.

Engang – for ikke så længe siden - havde vi en regering, hvor mennesket var i centrum. Velfærden skulle styrkes, og alle skulle have en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Jeg skal love for, at dagsorden i dag er en anden.

De stærke får skattelettelser, arbejdsgiverne får øget arbejdsudbuddet - men hvad får de danske lønmodtagere?
- Flemming Hansen, afdelingsformand Østjylland

I stedet for at sætte ”mennesket” i centrum, er der nu reformer på dagsordenen, og et øget arbejdsudbud står i centrum.

Pensionsalderen er stigende, og de sidst tilkomne på arbejdsmarkedet kan se frem til et langt arbejdsliv med arbejde til de er godt oppe i 70’erne. Har de hårdt fysisk arbejde og bliver nedslidt, er der ikke megen hjælp at hente. Mulighederne for en tidligere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet bliver nemlig kraftigt forringet, når seniorpensionen slagtes fra 6 til 3 år. Samtidig skærer regeringen i ydelsen, så de i forvejen pressede seniorpensionister presses lidt mere.

Men ikke nok med, at antallet af arbejdsår stiger. Arbejdsåret bliver også længere. En fridag bliver sløjfet, fordi vi ifølge regeringen ”alle skal bidrage og arbejde lidt mere”. Det er fuldstændigt forrykt.

De stærke får skattelettelser, arbejdsgiverne får øget arbejdsudbuddet - men hvad får de danske lønmodtagere? Hvad får Kim Larsens svage?

Det går ikke, Christiansborg. I kan og skal gøre det bedre, Jakob, Lars og Mette. Arbejdsudbuddet har det fint, det er mennesket, I skal bekymre jer om.