Foto af Rune Evensen
Nyhed

OK23: De forhandler din overenskomst: Thomas Hansen

- ”Jeg ser det som en vigtig og betydningsfuld opgave”. Sådan siger 49-årige Thomas Hansen, der er tillidsrepræsentant på Atria i Horsens. Han er en del af det forhandlingsudvalg, der forhandler Den Fødevareindustrielle Overenskomst mellem DI og Fødevareforbundet NNF.

Thomas Hansen har arbejde på Atria i Horsens i 8 år, og han har været tillidsrepræsentant for sine kolleger siden april 2017.
Han blev valgt til forhandlingsudvalget for den fødevareindustrielle overenskomst på Fødevareforbundet NNF’s kongres i 2021, og det er således første gang, at Thomas er en del af forhandlingsudvalget.

Hvordan har du det med at være en af dem, der forhandler overenskomst?

- Jeg ser det som en meget betydningsfuld opgave at være kongresvalgt, og dermed være en aktiv del i at varetage og forhandle overenskomsten på mit område.

- Samtidig er det vildt spændende, og jeg er i den grad klar til at trække i arbejdstøjet, for at sikre gode forhandlinger i sammen med mine kolleger fra de andre virksomheder. Forhandlingerne kommer jo helt tæt på, og som enkeltperson har jeg mulighed for at være med til at præge resultatet. For mig handler det meget om at sikre et godt samarbejde mellem parterne. Jeg tror, at hvis vi kan skabe en god synenergi, så har vi også de bedste forudsætninger for at lave holdbare resultater.

Hvordan har du forberedt dig?

- Jeg har brugt noget tid på at læse op på procedurerne for tidligere års forhandlinger. Men jeg har også lyttet rigtig meget til de rutinerede kræfter i organisationen, der i den grad har hjulpet mig med at forstå, hvad jeg kan forvente i forbindelse med forhandlingerne. Det er stærke holdninger, der præger dagsordenen optil OK23, og det er vigtigt for mig, at have en ydmyg tilgang til arbejdet og respektere de rammer, der er sat.

- Jeg synes, at Fødevareforbundet NNF har været gode til at forventningsafstemme optil de kommende forhandlinger. Forløbet har på den måde rigtig god forberedt. Men det mener jeg også er stærkt nødvendigt, fordi vi står foran en fælles opgave, der skal løses på et tidspunkt, hvor hele situationen omkring den dansk model er tilspidset. Også mere end den har været i mange, mange år.

Hvilke forventninger har du til forløbet?

- Jeg glæder mig til at blive udfordret på en helt nye måde i mit faglige arbejde. Helt grundlæggende ser jeg et godt samarbejde - både internt i forhandlingsudvalget, men også i forholdet til arbejdsgiverne – som et vigtigt parameter i den kommende proces. Det er vigtigt at kunne se hinanden i øjnene og holde fast i den gode tone. Jeg forventer et lærerigt forløb, der afspejler og sikrer vores lokale samarbejde.

- Og så forventer jeg naturligvis, at vi kommer i mål med et resultat, der er fint afbalanceret og som er tilpasset, de forhold der ude på de fødevareindustrielle virksomheder.