Min side
Da corona ramte Europa var det en mavepuster.
Mens mange andre faggrupper omlagde arbejdet til hjemmearbejde og sørgede for at holde maksimal afstand til andre mennesker, troppede fødevarearbejderne op på arbejde dag efter dag. De stod - bogstavelig talt – skulder ved skulder, og rigtig mange oplevede den forfærdelige situation at blive smittet på arbejdet.
Da coronaen langsomt slap sit tag i de forskellige lande, brød krigen i Ukraine ud.
Den har ikke kun medført tusindvis af flygtninge, der er har skullet sluses ind på de europæiske arbejdsmarkeder. Den truer også den europæiske fødevaresektor med råvaremangel og store energi-udfordringer. Og de europæiske fødevarearbejdere er lige så hårdt ramt af inflationen, som alle andre befolkningsgrupper.
Men hvis de mørke skyer fortsat trækker sammen over de europæiske lønmodtagere, så rammer det ikke kun de europæiske lønmodtagere. Så går hverken industrien eller erhvervslivet ram forbi.
Forfærdelige fortællinger
Jeg har i dag som præsident for de europæiske fødevarearbejdere deltaget i den årlige generalforsamling vores europæiske samarbejdsorganisation EFFAT Food, Drink & Tobacco (FDT). Her fortalte repræsentanter fra fagforeninger, der organiserer fødevarearbejdere over hele Europa, gruopvækkende historier om, hvordan den europæiske fødevareproduktion er under massivt pres.
I mange lande er inflationen endnu højere end i Danmark. Det presser fødevarearbejdernes privatøkonomi hårdt. Selv inden den nuværende situation var det i flere europæiske lande nødvendigt at have flere jobs for at kunne opretholde en nogenlunde levestandard.
I flere år har vi talt om begrebet ”working poor”. Begrebet dækker over det faktum, at der er lønmodtagere, der får en så lav løn, at de reelt er fattige, selvom de er i arbejde. Jeg og de øvrige europæiske fagforeninger frygter, at den nuværende situation vil forværre forholdene på det europæiske arbejdsmarked og vil få antallet af ”working poors” til at vokse.
Situationen kalder på fællesskab
Når det er så tydeligt, at fødevarearbejdere og andre lønmodtagere på tværs af Europa står over for de samme udfordringer, så giver det i mine øjne rigtig god mening, at fællesskabet træder til.
Hvis de europæiske lønmodtagere står sammen, så burde det være muligt at påvirke det politiske system, så det søger at finde løsninger, der kompenserer lønmodtagerne. Jeg frygter, at det politiske system langt hurtigere - som vi har set det ofte før - vil kunne finde løsninger, der kompenserer industrien og erhvervslivet.
Men hvis de mørke skyer fortsat trækker sammen over de europæiske lønmodtagere, så rammer det ikke kun de europæiske lønmodtagere. Så går hverken industrien eller erhvervslivet ram forbi. Derfor er det i mine øjne helt afgørende, at der bliver fundet politiske løsninger, der sikrer, at hele erhvervslivet – både virksomhederne og lønmodtagerne - kan komme helskindet gennem krisen.
