Foto af Ursula Bach for PensionDanmark
Medlemsinfo

Sådan bliver dine pensionspenge sparet op

Indbetalingerne til din pension i Industriens Pension eller PensionDanmark bliver fordelt på tre forskellige opsparingstyper. På den måde får du mest muligt ud af din opsparing som pensionist.

Hvis der hver måned bliver indbetalt til din pensionsopsparing, bliver det til rigtig mange penge over et helt arbejdsliv. Har du din pensions hos Industriens Pension eller PensionDanmark, bliver dine penge investeret i mange forskellige aktiver.

Ud over investeringer i aktier og obligationer bliver pensionsopsparingen også investeret i fx ejendomme samt vindmølle- og solcelleparker. Det giver en robust sammensætning, som også i svære tider med høj inflation og pressede aktie- og obligationsmarkeder klarer sig fornuftigt.

Både Industriens Pension eller PensionDanmark, der begge historisk har skabt nogle af branchens højeste afkast. Krigen i Ukraine og en stigende inflation har medført uro på de finansielle markeder, og selvom både Industriens Pension og PensionDanmark er kommet bedre igennem de seneste måneder end mange andre pensionsselskaber, så har de fleste danskere oplevet, at deres pensionsopsparing er faldet.

Tag de lange briller på

I svære tider er det vigtigt at huske, at opsparingen er langsigtet, og at al historik viser, at den efter perioder med fald vil vokse igen. Kigger man på opsparingen over de seneste 18 måneder har der været pæne afkast på de flestes opsparing.

I både Industriens Pension og PensionDanmark bliver indbetalingerne til din pension fordelt på tre forskellige opsparingstyper. De forskellige opsparingstyper har hver deres fordele, og kombinationen er med til at sikre, at du får mest muligt ud af pengene.

De tre former for opsparing er:

  • en aldersopsparing, som er en pose penge, du kan få udbetalt, når du går på pension.
  • en ratepension, som bliver udbetalt over en periode på mindst 10 år.
  • en livsvarig pension, der bliver udbetalt til dig løbende og sikrer dig en indkomst, uanset hvor længe du lever.

Hvad får jeg udbetalt, når jeg går på pension?

Hvis du logger ind på dit pensionsselskabs hjemmeside, kan du se, hvad du kan forvente at få udbetalt, når du går på pension.

I PensionDanmark logger du ind på pension.dk, og i Industriens Pension logger du ind på industrienspension.dk.

Du kan også få et overblik over dine forsikringer via selskabernes app, der kan hentes i App Store eller i Google Play. Her kan du blot søge efter PensionDanmark (”Din Pension”) eller Industriens Pension.

Få overblik over dine pensionsopsparinger
Hvis du gennem dit arbejdsliv har skiftet job, er det meget sandsynligt, at du ligesom mange andre har pensionsopsparing i flere pensionsselskaber. Hvis du vil tjekke, hvor meget du i alt har sparet op, kan du logge ind på Pensionsinfo.dk. Her får du et samlet overblik over alle dine pensionsopsparinger.

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål, er du altid meget velkommen til at kontakte dit pensionsselskab. Du kan ringe til PensionDanmark på 7012 1330 eller til Industriens Pension på 7033 7070.