Nyhed

OK23: Giv din mening til kende før forhandlingerne

Medlemmerne af forbundet inviteres til at dele deres holdninger til, hvor kræfterne skal sættes ind, når der skal forhandles overenskomster i foråret 2023.

Til næste år udløber de fleste af Fødevareforbundet NNF’s overenskomster, og de skal dermed snart fornys. Derfor inviteres medlemmerne til at komme med deres input til forhandlingerne.

Du kan give din mening til kende her.

- Det er afgørende for os at høre stemmerne ude fra virkeligheden. Det er medlemmerne ude på arbejdspladserne, der arbejder på overenskomsterne og derfor kender styrkerne og svaghederne ved dem bedst, siger næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen.

Ud over at medlemmerne kan komme med ønsker på hjemmesiden, vil rigtig mange også få besøg på deres virksomheder. Over to uger i september og oktober drager forbundets forhandlere landet rundt og indsamler medlemmernes krav på 71 virksomheder med i alt mere end 10.000 medlemmer. Endnu flere virksomheder får besøg i tiden efter.

- Vi forsøger altid at forhandle så gode aftaler som muligt, men overenskomsterne står deres prøve ude på arbejdspladserne hver eneste dag, så det er der, kravene skal komme fra, siger Jim Jensen.

Særligt fokus på fire emner

Forbundet har ved de kommende forhandlinger særligt fokus på fire områder, som Jim Jensen især gerne vil høre medlemmernes holdning til: Løn, fritvalgsordning, uddannelse og seniorordning.

Lønnen er altid et fokus ved overenskomstforhandlinger, men Jim Jensen forventer, at der kommer ekstra opmærksomhed på emnet i år.

- Der er rekordhøj inflation. Alt stiger i pris, og det betyder selvfølgelig meget for vores medlemmer, siger han.

Jim Jensen lægger ikke skjul på, at det kan blive svært at afbøde konsekvenserne af inflationen fuldstændig ved de kommende forhandlinger. Målet er dog, at medlemmerne over tid skal opleve, at de kan få mere og mere for deres løn – og sådan er det da også gået tidligere.

- Resultaterne af overenskomster skal ses over en årrække, og historisk set er vi lykkes med at sikre medlemmerne en stigning i reallønnen. Sådan skal det fortsætte, siger Jim Jensen.