Jeg mener

Bevar retten til tidlig pension: Den forsvinder, hvis vi ikke kæmper for den

Vi tør absolut ikke satse på, at de borgerlige partier, hvis regeringsmagten skifter, vil kæmpe for at bevare tidlig pension og da slet ikke for at udvikle den. Vi frygter, at tidlig pension kan forsvinde eller blive forringet hen over natten, som andre lønmodtagerordninger er blevet det tidligere; efterlønnen og dagpengeperioden for bare at nævne to.

Af Leif Lahn Jensen, medlem af Folketinget og gruppeformand for Socialdemokratiet, valgt i Østjylland, og Flemming Hansen, afdelingsformand for Fødevareforbundet NNF Østjylland

For under et år siden kunne de første lønmodtagere trække sig tilbage på tidlig pension. Siden har tusindvis søgt om retten til at tage en værdig afsked med arbejdslivet. Ordningen er en succes – men den kan forsvinde med et fingerknips, hvis de politiske vinde vender.

Socialdemokratiet gik i 2019 til valg på at sikre de lønmodtagere med de hårdeste og længste arbejdsliv ret til værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Ideen til ordningen kom blandt andet fra Fødevareforbundet NNF, der kunne se, at den stigende pensionsalder ramte fødevarearbejderne urimelig hårdt.

Da det politiske flertal var i hus, kunne loven vedtages i Folketinget. Men den bygger desværre ikke på et bredt forlig. Med undtagelse af Dansk Folkeparti står de borgerlige partier udenfor ordningen. Først mente de, at det var et bluffnummer, senere en bombe under beskæftigelsen.

Den tager hånd om de lønmodtagere, der er kommet allertidligst på arbejdsmarkedet, og som har knoklet og slidt i årtier. Som har betalt deres skat og ydet et kæmpebidrag til vores fælles samfundskasse. Men i de borgerliges øjne er det ikke nok; de skal slides ned, til de ikke kan mere.

Sæt kryds ved de partier, der står bag tidlig pension

Valgtrommer buldrer nu stadig højere, og spørgsmålet om tidlig pension er kommet op igen. Det er kun De Konservative, der toner rent flag og ønsker ordningen rullet tilbage. Andre borgerlige partier som Venstre, Nye Borgerlige og Støjbergs Danmarksdemokraterne er mere vage. De går ikke til valg på at nedlægge ordningen – men betyder det, at de vil bevare den? Næppe!

Og vi tør absolut ikke satse på, at de borgerlige partier, hvis regeringsmagten skifter, vil kæmpe for at bevare tidlig pension og da slet ikke for at udvikle den. Vi frygter, at tidlig pension kan forsvinde eller blive forringet hen over natten, som andre lønmodtagerordninger er blevet det tidligere; efterlønnen og dagpengeperioden for bare at nævne to.

Og tag ikke fejl: Retten til tidlig pension er den største velfærdsforbedring for helt almindelige lønmodtagere i årtier. Den tager hånd om de lønmodtagere, der er kommet allertidligst på arbejdsmarkedet, og som har knoklet og slidt i årtier. Som har betalt deres skat og ydet et kæmpebidrag til vores fælles samfundskasse. Men i de borgerliges øjne er det ikke nok; de skal slides ned, til de ikke kan mere.

Hvis du vil være sikker på, at retten til tidlig pension også findes i fremtiden, skal du sætte dit kryds ved de partier, der har forpligtet sig til at bevare og udvikle den. Ikke ved de partier, der blot ikke vil gå til valg på at afskaffe den.