Foto af Rune Evensen
Det ku' ske for dig

Slagterbutik hjælper Bente med at trodse ordblindhed og få en uddannelse

20-årige Bente Nielsen er ordblind og har ikke færdiggjort 9. klasse, men med stor støtte fra sin arbejdsplads er hun nu godt i gang i lære som gourmetslagter.
Få artiklen læst op
0:00

Bente Nielsen plejede at tegne de varer, som kunderne bestilte, når hun tog imod ordrer i slagterbutikken. Hun skrev ikke ordren ned. Hun er nemlig ordblind og tegningerne var den måde, hun kunne dele kundernes ordre med kollegerne.

Det er der lavet om på nu. I dag bliver ordrerne skrevet ned. Den 20-årige er endelig ved at få færdiggjort sin niende klasse, og hun er samtidig startet i lære som gourmetslagter. Fremtiden ser lys ud, og det skyldes ikke mindst stor hjælp fra hendes arbejdsgiver.

- Det har betydet alt, siger hun.

Ordblindhed satte stopper for bagerplaner

Bente Nielsen kommer ud af en bagerfamilie, så det var med hendes egne ord ’oplagt’, at hun også skulle være det. Problemet var dog at leve op til de boglige krav for at komme ind på uddannelsen.

Noget af det fede ved at være mester er at se de unge mennesker udvikle sig.
- Dorte Carlsen, slagtermester

- Jeg er meget ordblind, så det var ikke lige mig, siger hun.

Da Bente Nielsen var 16 år, hørte hendes moster, at den lokale slagterbutik, Slagteren Suensonsvej i Frederikshavn, søgte efter ungarbejdere. Bente søgte og fik jobbet. Hun blev fra dag et en værdsat medarbejder og som 18-årig fik hun en fastansættelse som ufaglært – et arbejde, som hun har holdt fast i ved siden af blandt andet et ophold på produktionsskolen.

- Så da jeg havde været her nogle år spurgte de, om jeg ikke ville i lære, og det ville jeg gerne, siger hun.

Problemet var dog fortsat de formelle krav. På grund af ordblindheden havde Bente Nielsen aldrig færdiggjort niende klasse, og hun manglede at bestå eksaminer i dansk og matematik for at komme på grundforløbet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Bente Nielsen startede i slagterbutikken som 16-årig.
Bente Nielsen startede som opvasker i slagterbutikken som 16-årig. Siden blev hun fastansat som ufaglært medarbejder og er nu startet i lære som slagter.

Så tog de to ejere af slagterbutikken, søstrene Lotte og Dorte Carlsen, affære. De gik med til møder på produktionsskolen, talte med slagterskolen samt Fødevareforbundet NNF og betaler nu for, at Bente kan bruge otte timer om ugen på at gå på ordblindeskole og få færdiggjort sin niende klasse.

Stor indsats for at hjælpe de unge

Som foreløbigt resultat har Bente fået tilladelse til at starte på en lærekontrakt i butikken, selvom hun endnu ikke opfylder de formelle krav for start på uddannelsen. I dag skriver hun kundernes bestillinger ned i stedet for at tegne dem. Og hun har bestået sin matematik og mangler kun ét trin af danskundervisningen for at hun opfylder kravene og kan tage de skoleforløb, der er på slagteruddannelsen.

- Vi kan jo se, at hun udvikler sig hele tiden. Noget af det fede ved at være mester er at se de unge mennesker udvikle sig, siger Dorte Carlsen.

Hvis jeg har et problem, så er jeg ikke nervøs for at sige ’ jeg har et problem, vil I hjælpe’. Det bliver altid taget seriøst
- Bente Nielsen, slagterlærling

De to søstre blev kendte navne i lokalmiljøet, da de i 2009 overtog slagterbutikken på Suensonsvej, da de var kun 18 og 22 år gamle. Dorte var helt nyudlært slagter fra samme butik og blev landets yngste slagtermester.

De to mestre har begge prøvet at have det svært som yngre, og de går i dag højt op i deres medarbejderes trivsel. Ikke mindst de unge, hvor der skal gøres en indsats for at få flere til at vælge faget – og blive i det.

- Det er noget fedt i at være med til at udvikle nogle gode folk til vores fag. Det har vi også en pligt til at være med til, for vi mangler jo slagtere, siger Dorte Carlsen.

Skal man fungere godt på arbejdspladsen, skal livet også hænge sammen, når man har fri, mener søstrene Carlsen. Deres ansatte får fri, hvis de har tid ved lægen eller andre vigtige gøremål, og vagtplanen bliver tilpasset, så de unge kan komme til karneval i Aalborg eller andet, der betyder meget for dem. Ifølge Dorte Carlsen får butikken dog det hele igen. Medarbejderne stiller uden spørgsmålstegn op og hjælper til, når der er særligt brug for det.

Artiklen fortsætter under billedet.

Slagtermester Dorte Carlsen
Dorte Carlsen blev Danmarks yngste slagtermester, da hun sammen med sin søster overtog Slagteren Suensonsvej i Frederikshavn i 2009. Dorte var selv nyudlært fra samme butik.

- Den fleksibilitet vi giver, får vi 120 procent tilbage, siger hun.

Aldrig bange for at gå til chefen

For Bente Nielsen kan betydningen af hjælpen fra Lotte og Dorte Carlsen ikke overvurderes. Hun er glad for opgaverne i slagterbutikken, men er mindst lige så glad for fællesskabet med ejerne og de øvrige ansatte.

- Hvis jeg har et problem, så er jeg ikke nervøs for at sige ’ jeg har et problem, vil I hjælpe?’. Det bliver altid taget seriøst, siger hun.

Hvis alt går vel, er Bente Nielsen færdig med sin danskundervisning i sommeren 2022. Så kan hun tage sit første skoleophold og inden for få år have papir på det, hun kan. Og hvem ved, måske kan hun en dag overtage sin læremesters butik, ligesom Dorte Carlsen gjorde før hende.

Bente Nielsen har ved hjælp fra sine mestre ny påbegyndt uddannelsen til slagter.