Foto af Ritzau Scanpix
Nyhed

Stigende priser og manglende forsyninger: Esbjerg Mejeri trækker på erfaringerne fra corona-krisen

Samarbejde mellem ledelse og medarbejdere er nøglen på Esbjerg Mejeri, der igen må håndtere en stor udfordring: De stigende priser får færre forbrugere til at putte mejeriets produkter i indkøbskurven.
Få artiklen læst op:
0:00

Det er næppe gået nogens næse forbi, at kasseapparatet i supermarkedet viser nogle lidt større beløb, end vi har været vant til. Priserne på dagligvarer stiger markant i hele verden, og vi står herhjemme med den højeste inflation siden 1983.

På Arla Foods Esbjerg kan de mærke på efterspørgslen, at forbrugerne køber lidt færre af virksomhedens produkter. Mejeriet laver blandt andet populære produkter som Cocio og Matilde, laktosefri mælk, plantebaserede drikke samt en række produkter for kæden Starbucks.

- Vi er ramt, fordi vi laver højt forædlede produkter. Det er nogle af de ting, der koster lidt ekstra, siger Carsten Hjorth, der er fællestillidsrepræsentant på mejeriet.

Han fortæller, at det ligeledes udfordrer virksomheden, at forsyningskrisen gør det svært at få helt nødvendige varer hjem til produktionen.

Vi har under corona fået sort bælte i at informere og skabe åbenhed, så alle ved, hvad der foregår.
- Carsten Hjorth, fællestillidsrepræsentant, Arla Foods Esbjerg

- Vi har oplevet at mangle emballager, ingredienser, reservedele til maskinerne med videre. Så vi er også ramt på den måde, siger han.

Samarbejde mellem ledelse og medarbejdere skaber løsninger

Nedgangen i produktionen vækker naturligvis bekymring blandt medarbejderne, men Carsten Hjorth fortæller, at både medarbejdere og ledelsen trækker på erfaringerne fra corona-krisen. Den vigtigste komponent til at håndtere situationen er samarbejde mellem ledelse og medarbejdere gennem virksomhedens samarbejdsudvalg, der er klar til at træffe de nødvendige beslutninger.

- Vi holder møde minimum hver 14. dag, hvor alle er på via teams, uanset hvor de ellers befinder sig. Der gennemgår vi, hvad statussen er, hvad stemningen er, og hvordan vi informerer ud, siger Carsten Hjorth.

Artiklen fortsætter under billedet.


Inflation og forsyningskrise får kunderne til at putte færre af produkterne fra Esbjerg Mejeri  i kurven, siger fællestillidsrepræsentant Carsten Hjorth. 

Netop vigtigheden af information er en af de grundlæggende erfaringer fra den seneste krise. Det gælder om at holde medarbejderne opdaterede.

- Vi har under corona fået sort bælte i at informere og skabe åbenhed, så alle ved, hvad der foregår. Vi har et højt informationsniveau og benytter flere kanaler i den forbindelse, siger Carsten Hjorth.

Udnytter tiden til at opkvalificere medarbejderne til fremtiden

Uddannelsesudvalget på mejeriet har ligeledes været aktivt og fundet et andet værktøj i værktøjskassen. Det er at flytte medarbejdere fra områder med lav aktivitet til de steder, hvor der er meget at lave. Medarbejderne er med på løsningen, fordi de kender udfordringen, fortæller Carsten Hjorth.

Folk forstår godt alvoren. Det er min påstand, at medarbejderne er trygge ved, at samarbejdsudvalget agerer lederskab
- Carsten Hjorth, fællestillidsrepræsentant, Arla Foods Esbjerg

- Folk forstår godt alvoren. Det er min påstand, at medarbejderne er trygge ved, at samarbejdsudvalget agerer lederskab, siger han.

For at håndtere situationen med lavere aktivitet er man i samarbejdsudvalget også blevet enige om, at lade uddannelsesudvalget drive planlægningen med at få opkvalificeret medarbejderne.

- Vi har hele tiden medarbejdere på kurser og til intern træning. Helt konkret har vi 20 medarbejdere på kursus i egne lokaler i næste uge og ugen efter det samme, siger Carsten Hjorth.

Indtil videre ligger planen for de kommende måneder klar, og Carsten Hjorth og resten af samarbejdsudvalget forsøger hele tiden at være på forkant med situationen, så mejeriet kan håndtere udfordringerne til gavn for medarbejderne.

- Det lyder enkelt, men der er meget arbejde i det. Vi er heldigvis en sammentømret organisation, siger han.