Nyhed

Folkemøde: Det grønne eksporteventyr venter rundt om hjørnet

Plantebaserede fødevarer kan blive et nyt dansk eksporteventyr, men det kræver en indsats fra branchen og politikerne. Og fra de danske forbrugere, der skal kvalitetsteste fødevarerne, før de sendes på eksportmarkederne
Adm. dir. Danish Crown Jais Valeur, Forbundsformand Ole Wehlast, fødevareminister Rasmus Prehn (S)
Adm. dir. Danish Crown Jais Valeur, Forbundsformand Ole Wehlast, fødevareminister Rasmus Prehn (S)

75 % af de fødevarer, der bliver produceret i Danmark, bliver eksporteret til udlandet, men eksporten af plantebaserede fødevarer udgør kun omkring 1 %. Set med pessimistiske briller, kan det ses som et tegn på, at der ikke er nogen, der vil aftage de grønne fødevarer – men det kan også være et tegn på, at der venter et dansk eksporteventyr lige rundt om hjørnet.

Og det var sidstnævnte udgangspunkt, der var omdrejningspunktet i Fødevareforbundet NNF’s debat på folkemødet. Her diskuterede fødevareminister Rasmus Prehn, administrerende direktør i Danish Crown Jais Valeur, generalsekretær i Dansk Vegetariskforening Rune-Christoffer Dragsdahl og forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast, hvad der skal til for vi kan øge produktion og eksporten af grønne fødevarer.

Panelet var enige om, at den danske produktion af grønne fødevarer har de rigtige forudsætninger for at kunne danne grundlag for et nyt eksporteventyr, men det kommer ikke af sig selv.

De små producenter skal gå forrest

Jais Valur slog fast, at Danish Crown gerne løfter opgaven med at få de grønne fødevarer ud på verdensmarkederne, men at de ikke kan gå forrest i udviklingen af plantebaserede fødevarer:

- Vi har brug for, at de små og innovative virksomheder tager teten. De har de bedste forudsætninger for at udvikle specialiserede fødevarer. I Danish Crown laver vi hverdagsprodukter, så vi tager gerne over, når produkterne er klar til det brede marked. Men de plantebaserede fødevarer skal være afprøvet af det danske marked, før vi kan sende dem ud på eksportmarkederne.

Det er derfor afgørende, at de danske forbrugere vænner sig til at afprøve de forskellige plantebaserede fødevarer. Og det stiller krav til pris og smag.

Uddannelserne skal fokusere på grønne fødevarer

I dag er det ikke muligt at tage en uddannelse indenfor fødevareområdet baseret på plantebaserede fødevarer. Og det bør ændres, mener fødevareminister Rasmus Prehn:

- Jeg foreslår, at Fødevareforbundet NNF, 3F og Kost- og Ernæringsforbundet går sammen om at tilpasse uddannelserne, så de matcher fremtidens behov. I dag indgår plantebaseret kost slet ikke i kokkeuddannelsen, og det hænger dårligt sammen med, at flere af de toneangivende restauranter fokuserer på vegetariske retter, siger han og fortsætter:

- Hvis vi skal kunne lave plantebaserede måltider, hvor smagen sidder lige i skabet, så kræver det viden og uddannelse.

Det er forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast enig i:

- Forudsætningen for en succesfuld dansk produktion af plantebaserede fødevarer er dygtige medarbejdere. Det er helt afgørende, at fødevarebranchen afsætter tid og ressourcer til at uddanne eller efteruddanne medarbejderne, så de kan stå i spidsen for fremtidens fødevareproduktion.