Nyhed

”At være tillidsrepræsentant er meget mere end det faglige arbejde”

En tillidsrepræsentants vigtigste rolle er at være kollegaernes talerør, men skal tillidsrepræsentanten også hjælpe kollegaerne med udfordringer uden for arbejdspladsen? Ja, mener både Thomas L. W. Hansen, tillidsrepræsentant på slagteriet i Rønne og Tina Brunsgaard, tillidsrepræsentant hos Danish Crown Foods i Svenstrup.

– At være tillidsrepræsentant er en livsstil. Vi elsker vores job og at hjælpe vores kollegaer.

Sådan sagde Thomas L. W. Hansen, tillidsrepræsentant hos Danish Crown i Rønne, da han sammen med Tina Brunsgaard, tillidsrepræsentant hos Danish Crown Foods i Svenstrup, Jim Jensen, næstformand i Fødevareforbundet NNF og Søren F. Eriksen, vice president for Danish Crown på Folkemødet på Bornholm debatterede tillidsrepræsentantens rolle.

En kæmpestor del af mit arbejde er at være der for mine kollegaer og hjælpe dem med personlige udfordringer.
- Tina Brunsgaard, tillidsrepræsentant hos Danish Crown Foods i Svenstrup

Tillidsrepræsentanten skal ifølge overenskomsten ”repræsentere medarbejderne over for virksomheden i alle forhold vedrørende gældende overenskomster og aftaler”, men er det også tillidsrepræsentantens opgave at hjælpe kollegaerne med udfordringer, som ligger uden for arbejdspladsen?

Det mente Tina Brunsgaard, der i højsæsonen er tillidsrepræsentant for mere end 250 kollegaer Danish Crown Foods i Svenstrup:

– At være tillidsrepræsentant er meget mere end det faglige arbejde. En kæmpestor del af mit arbejde er at være der for mine kollegaer og hjælpe dem med personlige udfordringer. Mit kontor er altid åbent, og jeg ved aldrig, hvornår en kollega pludselig banker på og beder om hjælp, sagde hun.

Ikke et 37 timers job

Som tillidsrepræsentant har Tina Brunsgaard både hjulpet kollegaer med at komme på afvænning for et alkoholmisbrug og ordnet praktiske ting omkring forsikring, da en anden kollega fik kræft.

– Jeg vidste ikke, hvordan man håndterede de situationer, men jeg indhentede information, så jeg kunne hjælpe mine kollegaer. Jeg bruger meget mig selv og min fritid på at være der for dem, så for mig er det at være tillidsrepræsentant ikke begrænset til 37 timer om ugen, sagde Tina Brunsgaard og blev suppleret af Thomas L. W. Hansen:

– Det er enormt stærkt, at kollegaerne kan gå til deres tillidsrepræsentant, hvis de har en krise. Det er en gave både for kollegaerne, men også for virksomheden, at tillidsrepræsentanterne sørger for, at kollegaerne fungerer både på arbejdspladsen og udenfor, sagde han.

I gør en usandsynlig stor forskel, fordi I ikke kan lade være.
- Jim Jensen, næstformand i Fødevareforbundet NNF

Det var næstformand i Fødevareforbundet NNF, Jim Jensen, enig i:

– I gør en usandsynlig stor forskel, fordi I ikke kan lade være. I anerkender, at nogle kollegaer kan have et særligt behov, hvis de fx står midt i en skilsmisse eller sygdom, og I går ekstremt langt for at hjælpe, sagde Jim Jensen.

Klædes på til fremtiden

Thomas L. W. Hansen blev valgt som tillidsrepræsentant på slagteriet i Rønne i 2014, kort inden den store redningsplan for slagteriet blev forhandles.

– Dengang var der tidspunkter, hvor jeg overvejede, om det var en god idé, at jeg havde påtaget mig den rolle, men nu er der ikke noget, jeg hellere vil. Jeg er stolt over, at kollegaerne viser mig den tillid til at kunne tale på deres vegne, sagde han og påpegede, at rollen som tillidsrepræsentant har ændret sig siden dengang:

– Det er nye tider. Vi får mange nye udenlandske kollegaer, som kommer fra en anden kultur og ikke går så meget op i den danske model. Dem hjælper jeg, så de bedre kan begå sig i samfundet. At være tillidsrepræsentant er meget mere end den danske model. Det handler om at tage samfundsansvar. Vores system kommer til at ændre sig endnu mere, og derfor skal tillidsrepræsentanterne klædes på til at kunne varetage fremtiden, sagde han.

Det synspunkt blev bakket op ad Jim Jensen, som gerne så, at antallet af tillidsrepræsentant på de større virksomheder bliver øget, så der er flere til løfte de mange opgaver, som tillidsrepræsentanterne løser.