Jeg mener

Wehlast: Venstre ved, du hvor du har – eller gør du?

Venstre er kommet ind på en kedelig slingrekurs, når det gælder spørgsmålet om dyrevelfærd og transporttider. I folketinget stemmer de for en landbrugspakke, der peger i retning af bedre dyrevelfærd og kortere transporttider, og i Europarlamentet stemmer de mod.
Lyt til artiklen
0:00
Genre: Grisetransport
Genre: Grisetransport

Hvert år fødes der over 30 millioner smågrise i Danmark.
Omkring halvdelen vokser op i Danmark og bliver til gode danske arbejdspladser på de danske slagterier, og eksporten af grisekød spæder godt til i den danske statskasse.

Den anden halvdel bliver sat på lastbiler og kørt til udlandet.
I 2020 krydsede 41.500 danske grise hver eneste dag grænsen for at blive kørt til lande som Polen, Italien og Bulgarien.

Den heftige eksport af smågrise er problematisk af to årsager:
For det første er det dårlig købmandskab for Danmark at sende råvarerne udlandet, inden den helt store værditilvækst sker. Og for det andet er det dyrevelfærdsmæssigt uforsvarligt at transportere levende dyr over så store afstande.

Jeg må indrømme, at jeg er skuffet over Venstre i denne sag. De havde en gylden mulighed for at sætte handling bag ordene og vise, at de mener det alvorligt, når de hævder at ville sikre danske arbejdspladser og arbejde for bedre dyrevelfærd.
- Forbundsformand Ole Wehlast

Derfor var vi i Fødevareforbundet NNF meget tilfredse, da et bredt flertal i Folketinget - herunder Venstre - i efteråret vedtog en ny landbrugspakke, der blandt andet indeholdt sætningen:

”Aftaleparterne er enige om, at dyrevelfærden skal vægte højere i eksport af husdyr, herunder smågrise. Aftaleparterne er derfor enige om at arbejde for en maksimal transporttid for husdyr i EU.”

Nej til loft for smågrise

Men måske glemte Venstres medlem af Europa Parlamentet Asger Christensen at tjekke op på Landbrugspakkens ordlyd, da et forslag om at sætte et loft på transporttiden for levende dyr kom til afstemning. Her stemte han nemlig i mod.

Til Effektivt Landbrug forklarer han, at hans afvisning af loftet netop skyldes begrænsningen i transporttiden for smågrise:

- Socialdemokratiet og venstrefløjen har stillet nogle meget problematiske forslag. For eksempel foreslår de en grænse på otte timers transporttid for alle typer dyretransporter. Jeg er enig i, at slagtedyr ikke skal fragtes længere end de otte timer. Men det skal være muligt at transportere andre dyr længere, Asger Christensen til Effektivt Landbrug.

Forslaget var stillet af det danske, socialdemokratiske medlem af parlamentet Niels Fuglsang. Men det mødte desværre ikke opbakning i parlamentet.

Jeg må indrømme, at jeg er skuffet over Venstre i denne sag. De havde en gylden mulighed for at sætte handling bag ordene og vise, at de mener det alvorligt, når de hævder at ville sikre danske arbejdspladser og arbejde for bedre dyrevelfærd.

Et loft over transporttid for levende dyr inden for EU, vil være et skridt i den rigtige retning for begge sager.
Når Venstre siger nej til det, kan jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet: Vil Venstre sikre arbejdspladser og dyrevelfærd, eller vil de ikke? Man siger, at "Venstre ved du hvor du har" - men gør vi også det?