Foto af PensionDanmark
Medlemsinfo

Hvordan gik det med din pension i 2021?

Hvor meget er der indbetalt til din pension, og hvor meget har du sparet op? Det kan du se i din årlige pensionsoversigt fra PensionDanmark eller Industriens Pension, som snart lander i din e-Boks. Begge selskaber har haft flotte afkast i 2021.

I starten af februar modtager du din årlige pensionsoversigt, hvis du som langt de fleste medlemmer af Fødevareforbundet NNF har din pensionsopspring i Industriens Pension eller PensionDanmark.

Pensionsoversigten er årets bedste anledning til at få en hurtig status på din pensionsordning. Tjek selv din pensionsordning ved at logge ind på dit pensionsselskabs hjemmeside eller app. Der er især tre ting, som du bør holde øje med:

  • Hvor meget står der på din pensionskonto, og hvor meget kan du forvente at få udbetalt som pensionist?
  • Hvilke forsikringer har du? Overvej om dækningerne på dem skal sættes op eller ned.
  • Hvor meget indbetalte du til pension i 2020? Passer det med, hvad der står på din lønseddel?

I PensionDanmark logger du ind på pension.dk, og i Industriens Pension logger du ind på industrienspension.dk.

Økonomisk hjælp hvis du bliver syg

Dine forsikringer i pensionsordningen betyder, at du kan få økonomisk hjælp, hvis du fx bliver kritisk syg, ikke længere kan arbejde, eller hvis du dør før pensionsalderen.

Størrelsen på forsikringerne kan sættes op eller ned, som du ønsker. Hvis der fx er sket store forandringer i dit liv, har du måske brug for at justere, hvor meget du får udbetalt. Du kan selv tilpasse forsikringerne via dit pensionsselskabs hjemmeside eller app.   

Flotte afkast kan ses på din pensionskonto

Det forgange år har været et rigtig godt investeringsår. Det betyder, at danske pensionsopsparinger generelt er steget betragteligt. Har du din pensionsopsparing hos enten Industriens Pension eller PensionDanmark, er der ekstra god grund til at smile, da begge selskaber ligger blandt de absolut bedste i branchen.

Selskaberne har således skabt afkast på mellem 10 og knap 23 procent for de fleste aldersgrupper i 2021.

Tjek din pension via app’en

Du kan nemt tjekke din pension via dit pensionsselskabs app og fx se, hvad du har fået ekstra ind på pensionskontoen i 2021.

Har du ikke allerede app’en, er det det nemt at hente den. Søg efter Industriens Pension eller PensionDanmark (”Din Pension”) i App Store eller Google Play.

Første gang du bruger app’en skal du bruge NemID. Herefter kan du frit bruge app’en på din telefon eller tablet – med pinkode, fingeraftryk eller FaceID.