Foto af PensionDanmark
Medlemsinfo

Tag det lange lys på, når du tjekker din pension

2021 var et fantastisk investeringsår, men 2022 har budt på bølgeskvulp på de finansielle markeder. Måske tænker du over, hvordan det påvirker din pension? Kort fortalt skal du slå koldt vand i blodet. For din pensionsopsparing bliver investeret bredt, hvilket sikrer dig et stabilt og solidt afkast over tid.
Få artiklen læst op
0:00

Røde tal er aldrig sjove. Hverken når du tjekker din bankkonto eller afkastet på din pensionsopsparing. Gennem et helt liv kan det dog ikke undgås, at vi som samfund har både gode og dårlige tider set med de økonomiske briller. Derfor kan du formentlig også i perioder opleve midlertidige negative afkast på din pensionsopsparing.

Hvis det sker, er det vigtigt, at du trækker vejret en ekstra gang, har is i maven og finder tålmodigheden frem. Du skal nemlig huske, at pensionsopsparingen er med dig hele livet. Og eventuelle nedgange på finansmarkederne vil typisk blive vendt til solide gevinster med tiden.

Faktisk forholder det sig sådan, at både Industriens Pension og PensionDanmark har skabt afkast i toppen af branchen set over de sidste 5, 10 og 15 år, og fortsat står godt rustet til fremadrettet også at kunne levere solide resultater til dig og alle andre medlemmer.

Er pensionen lige om hjørnet?

Er du tæt på, eller er du allerede gået på pension, vil dine eventuelle tab i perioder med urolige finansmarkeder være mindre end de yngre medlemmers. I takt med, at du bliver ældre, nedsætter dit pensionsselskab nemlig investeringsrisikoen, så din opsparing er i sikker havn, når du skal bruge den.

Brede investeringer som bolværk mod tab

Både Industriens Pension og PensionDanmark passer godt på din eksisterende opsparing, samtidig med at de gør alt for, at den skal vokse yderligere.

Derfor investerer pensionsselskaberne ikke kun i aktier og stats- og realkreditobligationer, men også i fx ejendomme, vindmøller, solcelleparker og anden infrastruktur. Med andre ord investeres der bredt inden for mange forskellige områder. På den måde minimeres risikoen for samlede tab, samtidig med at du stadig kan få fornuftige afkast på din pensionskonto.   

Kontakt Industriens Pension eller PensionDanmark

Du er altid velkommen til at kontakte PensionDanmarks medlemsrådgivning på tlf.: 7012 1330 alle hverdage kl. 8-18.

Har du din pensionsopsparing i Industriens Pension, kan du kontakte selskabet på tlf.: 7033 7070.

Tjek din pension via dit pensionsselskabs app

Du kan nemt tjekke din pension via dit pensionsselskabs app. Søg efter "Industriens Pension" eller PensionDanmark (”Din Pension”) i App Store eller Google Play.

Første gang du bruger app’en skal du bruge NemID. Herefter kan du frit bruge app’en på din telefon eller tablet – med pinkode, fingeraftryk eller FaceID.