Sidste år var slagteriarbejder Damian Gwizdz tæt på at miste sin underarm, da han kom ud for en voldsom arbejdsulykke. Damian er ét af de i alt 622 medlemmer, som i 2021 fik hjælp af Fødevareforbundet NNF i forbindelse med en arbejdsskade.
Vi har hjulpet rigtig mange af vores medlemmer med at anmelde corona som en arbejdsskade, og det ses tydeligt i tallene.
De 622 sager er en stigning i forhold til tidligere år, hvor forbundet i gennemsnit har hjulpet omkring 450 medlemmer med arbejdsskadesager.
– Den primære årsag til, at vi har så mange flere sager i 2021, er corona. Vi har hjulpet rigtig mange af vores medlemmer med at anmelde corona som en arbejdsskade, og det ses tydeligt i tallene, siger Per Hansen, der forbundssekretær for Arbejdsmarkedssekretariatet i Fødevareforbundet NNF.
I juni 2021 fik 123 slagteriarbejdere fra Danish Crown i Herning fx anmeldt corona som en arbejdsskade med hjælp fra Fødevareforbundet NNF. En del af de 622 sager er ifølge Per Hansen også erhvervssygdomme eller arbejdsbetingede lidelser, som bunder i nedslidning.
Risikerer at gå glip af erstatning
Det kan have store konsekvenser for både ens økonomi og arbejds- og privatliv, hvis man får en arbejdsskade. Alligevel undlader mange at kontakte deres fagforening, når skaden er sket. Og det kan betyde, at de aldrig får den erstatning, som de måske har krav på.
– Mange tror, at deres arbejdsgiver har anmeldt skaden, og så kører tingene af sig selv. Men vi ser desværre ofte sager, hvor arbejdsgivere undlader at anmelde skader eller anmelder dem forkert. Det kan betyde, at man ikke får den erstatning, som man måske har krav på, siger Per Hansen.
Han opfordrer derfor til, at man kontakter Fødevareforbundet NNF, hvis man har spørgsmål eller brug for råd og vejledning.
Har du været ude for en arbejdsulykke
Har du været ude for en arbejdsulykke, er det vigtigt, at du kontakter din arbejdsmiljørepræsentant og/eller din tillidsrepræsentant og arbejdsgiver og sørger for, at de noterer din henvendelse ned. Din arbejdsgiver har ni dage til at anmelde arbejdsskaden, men Fødevareforbundet NNF oplever ofte, at arbejdsgivere undlader at anmelde skader eller anmelder dem forkert. Det kan betyde, at du ikke får den erstatning, som du måske har krav på.
Hvis du har mén eller sygefravær efter din skade, er det vigtigt, at der i din arbejdsgivers anmeldelse er sat kryds ved "ja" til, at sagen skal vurderes efter arbejdsskadeloven. Ellers bliver din sag ikke forsikringsvurderet, og du kan blive snydt for erstatning.
Spørg Fødevareforbundet NNF til råds
København, Nordsjælland, Fyn og Bornholm: Benny Mørch-Sørensen på 3818 6903
Sjælland og Øerne: Ghita Christiansen på 3818 6918 eller Susanne Hansen på 3818 6919
Østjylland: Palle Stig Lind Ulriksen på 3818 7045
Nordjylland: Ghita Elmo Andersen på 3818 7021
Syd- og Midt Vestjylland: Claus Gaarde på 3818 7094 eller Ósk Wall på 3818 7083