Foto af Rune Evensen
Nyhed

Travlhed i delikatessen: 500 kuverter om dagen med ribbensteg og risalamande

I julefrokostsæsonen løber de ekstra stærkt i delikatessen i Bilka Kolding. På de mest travle dage skal der laves 500-700 kuverter, og selv om der indimellem sker fejl, gør kollegaerne deres allerbedste for, at kunderne ikke mærker til det.

November og december er nogle ekstra travle måneder for mange medlemmer af Fødevareforbundet NNF.

Der skal produceres kilometervis af flæskestege på slagterierne og mange tusind liter risalamande på mejerierne, og i delikatesserne i landets supermarkeder knokler forbundets medlemmer også for at levere julefrokoster til både private selskaber og arbejdspladser.

På en normal dag med julefrokost laver vi cirka 400-500 kuverter. Så i dag er der ekstra run på.
- Morten Øksbro, tillidsrepræsentant

I delikatessen i Bilka i Kolding løber tillidsrepræsentant Morten Øksbro og kollegaerne ekstra stærkt for at gøre sild og ribbensteg klar til både ”klassisk julefrokost”, "stor julefrokost" og ”luksus julefrokost". Samtidig sørger de for grønsagsdeller og bønnepostej til deres "vegetarisk julefrokost".

– Bare i dag skal vi pakke 720 kuverter med julefrokost. På en normal dag med julefrokost laver vi cirka 4-500 kuverter. Så i dag er der ekstra run på, siger slagtersvend Morten Øksbro.

Fikser fejlene

Det kommer ikke bag på afdelingen, at julen er travl, så de gør, hvad de kan for at lave bæredygtige vagtplaner.

Brølere kan ikke undgås, men det går ikke ud over kunderne.
- Morten Øksbro, tillidsrepræsentant

Men det er ikke til at vide præcis, hvor travlt der bliver, og indimellem sker der fejl. Heldigvis finder de altid en måde at ordne det på. 

- I dag havde jeg glemt tre forskellige julefrokost-bestillinger på hundrede kuverter i alt. De var ikke røget videre i systemet. Brølere kan ikke undgås, men det går ikke ud over kunderne, siger Morten.

En ekstra kollega er blevet sendt ned for at hjælpe med at pakke, så ingen kunder bliver snydt for deres julefrokost på trods af dagens forglemmelse. På en almindelig fredag er de otte kollegaer i delikatessen, men når det er julefrokostsæson, er de elleve.

Artiklen fortsætter under billedet.

“Det er fedt, og det er travlt”

Det er Morten, som står for fiskefileterne til julefrokosterne, men hvis det brænder på, kan han også være chauffør.

- Sidst jeg var på arbejde i en weekend, ringede nogle kunder, fordi de manglede deres fisk i kassen. Jeg snuppede deres fisk og nogle gode øl som kompensation, og så kørte jeg hurtigt ud til dem, fortæller han og tilføjer:

- Vi pakker enormt mange kasser, og der kan ske fejl. Men vi finder altid en løsning.

19-årige Gustav H. Fasting er startet som delikatesseelev i september måned. Han vejer ribbenstegene af, så alle får 85 gram pr. person.

Artiklen fortsætter under billedet.

- Jeg synes, det er fedt, og det er travlt. Jeg kan godt mærke, at der er meget her op til jul, siger Gustav, som ikke føler sig så ny, som hans elevtid indikerer. Før han startede i delikatessen, arbejdede han i Bilkas bistro i halvandet år. 

- Jeg kunne mærke, at jeg skulle have en uddannelse, så jeg talte med lederen i bistroen, og vi fandt ud af, at jeg kunne starte i Ny Mesterlære, siger han.

Stefani Jeppesen er også ny. Hun har taget grundforløbet på ernæringsassistentuddannelsen, og på den halvanden måned, hun har været i delikatessen, har hun lavet mange forskellige ting; brunch-tallerkener, tapas-anretninger og julefrokoster.

Når julefrokosterne er på sit højeste, er der behov for, at kollegaerne arbejder lidt ekstra, men Stefani synes, at delikatesselederen er god til at sammensætte vagtplanerne.

- Tiden flyver afsted, når vi har meget, vi skal nå. Man skal holde tungen lige i munden, og samtidig står vi jo og griner og snakker imens, siger hun.