12. december 2022
Skrevet af Nikolaj Søndergaard
Foto af Rune Evensen
Reportage

Pressede butikker: ”Vores bekymring ligger i, hvad vi rammer i januar, februar og marts”

Slagter- og bagerbutikkerne er hårdt ramt af priserne på energi og råvarer. Hos Slagter-Riget i Aarhus er ejerne godt forberedt på hårde tider, men forudser en svær start på det nye år.

Den rekordhøje inflation og ikke mindst de voldsomme energipriser presser mange forretninger. Det afspejles blandt andet i antallet af konkurser, der i oktober var det højeste i 12 år ifølge Danmarks Statistik.

Hos slagterbutikken Slagter-Riget i Aarhus kommer julehandlen på et kærkomment tidspunkt, men ejerne forudser en hård tid, når vi rammer januar.

– Juleperioden ser positiv ud, og der er en tilstrømning af kunder. Vores bekymring ligger i, hvad vi rammer i januar, februar og marts, siger den ene af de to ejere Mark Purkær og fortsætter:

– Måske bruger folk pengene nu, fordi de tænker, at ’jul, skal det være’, men at de så skruer ned efter jul.

Mark Purkær og kompagnonen Bjarke Jensen startede Slagter-Riget i 2007 – lige inden finanskrisen. ”Det gav nogle tæsk,” siger Mark Purkær. I dag står butikken dog stærkt rustet til fremtiden.

Mark Purkær og kompagnonen Bjarke Jensen startede Slagter-Riget i 2007 – lige inden finanskrisen. ”Det gav nogle tæsk,” siger Mark Purkær. I dag står butikken dog stærkt rustet til fremtiden.

Bjarke Jensen startede Slagter-Riget sammen med Mark Purkær for femten år siden, og de to driver stadig forretningen sammen.

Bjarke Jensen startede Slagter-Riget sammen med Mark Purkær for femten år siden, og de to driver stadig forretningen sammen.

Som i enhver moderne slagterbutik langer Slagter-Riget mange slags varer over disken: Kødudskæringer, pålæg, smørrebrød, færdige retter og meget mere.

Som i enhver moderne slagterbutik langer Slagter-Riget mange slags varer over disken: Kødudskæringer, pålæg, smørrebrød, færdige retter og meget mere.

Der er godt gang i biksen hos Slagter-Riget selv her en mandag formiddag, hvor medejer Mark Purkær assisterer en kunde.

Der er godt gang i biksen hos Slagter-Riget selv her en mandag formiddag, hvor medejer Mark Purkær assisterer en kunde.

Tredobling af elregningen

For en slagterbutik rammer de høje energipriser hårdt på grund af udgifterne til især køling. I august i år havde butikken en elregning, der lå tre gange over det normale. I alt en udgift svarende til knap to fuldtidsstillinger.

De seneste måneder er elprisen heldigvis faldet til et noget lavere niveau, så butikkens udgifter til el i oktober ’blot’ lå 6.000-7.000 kroner over normalen. Det hjælper også på det, at temperaturen falder udenfor, fortæller Mark Purkær. Så koster det knap så meget at køle varerne ned.

Færre gode bøffer og mere gris

At kunderne også er opmærksomme på priserne, kan Mark Purkær og kompagnonen Bjarke Jensen mærke på adfærden.

Måske bruger folk pengene nu, fordi de tænker, at ’jul, skal det være’, men at de så skruer ned efter jul.
- Mark Purkær, medejer, Slagter-Riget

– Når de kommer ind og beder om en god bøf, kigger de lidt på priserne, og så trækker de på det. Så siger vi: ”Kom her, du skal ikke have en bøf. Du skal have en skaftekotelet”. Vi sælger generelt meget grisekød, siger Mark Purkær.

Selvom Slagter-Riget ikke kan komme uden om, at tiderne er hårde, har ejerne fortsat tro på fremtiden. På trods af bekymringerne for starten af det nye år, satser de på at beholde alle medarbejdere. Ikke mindst fordi, de har formået at lægge til side i de gode tider.

– Vi vil gerne skabe en arbejdsplads, hvor folk er trygge. Så vi siger til vores ansatte, at vi har noget at bruge af, så de skal ikke være bange, siger Mark Purkær.

FLERE KONKURSER, MEN STADIG MANGE I JOB

Selv om Slagter-Riget føler sig godt forberedt på hårdere tider, gælder det desværre ikke alle virksomheder.

Ifølge Danmarks Statistik steg antallet af konkurser i aktive virksomheder i Danmark med 6,1 pct. i oktober sammenlignet med måneden før. Generelt har tendensen for 2022 været en stigning i antallet af konkurser. Tendensen er især drevet af brancherne byggeri, erhvervsservice, detailhandel og restauranter.

Konkurserne medførte i oktober 1.505 tabte job, men beskæftigelsen i Danmark er stadig høj. Den samlede ledighed faldt i både august og september, mens den stod stille i oktober.

I Fødevareforbundet NNF’s a-kasse var 2,1 pct. af medlemmerne fuldtidsledige i oktober, hvilket ligger lidt over niveauet i månederne før, men under niveauet samme måned de foregående år.

Er du ansat i en virksomhed, der går konkurs, anbefaler vi, at du kontakter os for råd og vejledning.

Ring til os på tlf.: 3818 7272 eller send en mail til: nnf@nnf.dk.